Mer Der Quotes

Ingen ting kan være så rolig og så uendelig som et langt vitermørke, det fortsetter og fortsetter, det er som å leve i en tunnel der mørket stundom fordyper seg til natt og stundom blir dagskumring, man er avskjermet fra alt, beskyttet og mer ensom enn ellers.

Wie rau der Morgen war. So weiß, so kühl gegen das sanfte Violett der Nacht; so harsch und bloß nach den reich gekleideten Träumen. So unnachsichtig klar, wie Glassplitter auf der nackten Haut, wenn sie noch weich und verwundbar war unter den Laken. So herzzerreißend licht, wenn man sterben musste.

«— Å løfte oss ut av vår ensomhet, det er kanskje det de største bøkene gjør med oss – at de setter oss inn i et ellers uoppnåelig fellesskap, inn i en større sammenheng, der vår individualitet, og dermed også ensomhet, vrakes til fordel for noe større. Og hvor vi mister oss selv, mer enn at vi finner oss selv. Det er det deilige ved det,»

Die Maisonne schien hell durch das schmale Giebelfenster; Staub rieselte in glitzernden Fäden von den Balken. Die zirpenden Töne wiegten sich darauf, und die kleine, sehnsüchtige Melodie drang in jede Nische.

Hun stupte inn i bøkene, etterlignet hver bidige figur hun møtte der. Hun leste en historie om en jente som satt og leste i klesskapet mens hun spiste kjeks med sjokoladebiter i, og da gjorde hun det samme. Hun leste Nancy Drew og Hardyguttene og lette etter ledetråder overalt, skrev dem ned i Harriet spion-notisboka si, selv om hun aldri fikk noe mer ut av dem enn stadig tilbakevendende skuffelser. Hun prøvde å rømme og gjøre som millioner av barn i millioner av bøker, men hun og kofferten med bilde av en liten, gammeldags jente med kysehatt på, kom aldri lenger enn til rododendronbuskene før hun mistet motet.

Weidenblätter fielen dann und wann auf sie herab, auf seine bleiche Stirn, auf ihre Wange und ihren Scheitel. In der Stille verursachte ihr Fallen ein Geräusch, feiner als alles, was Mina bisher gehört hatte. Tautropfen mochten solche Geräusche hervorbringen, wenn sie auf Spinnennetzen zitterten; Schmetterlingsfühler, wenn sie nach der Sonne tasteten. Es vermischte sich mit dem Bachgeplauder und mit ihrem Atem; seinen hörte sie nicht. Aber sie konnte sehen, dass seine Brust sich schwach hob und senkte. Zwischen den Wimpern sah sie ihm beim Atmen zu. So lange, bis die Träume, die mit den schmalen Blättern aus der Weide rieselten, sich auf ihren Augenlidern gesammelt hatten, sie sanft herunterdrückten und der Schlaf alle Geräusche fortwischte.

En blomst ved min elskedes seng har jeg sat, // en rose, der rødmende stod der i nat. // Først faldt der er et blad og så to os og fler, // nu tror den vist ikke på knopskydning mer.

Men, - men, - jo mer han så i det, jo klarere gikk det opp for ham, at det, når alt kom til alt, dog var der, - i kjærligheten - og merkelig nok ikke i hans embedskarriere eller stolte opposisjon, - at han hadde levd sitt egentlige innerste, dypeste liv gjennom sorg og glede.

Tam bu noktada, “İşte o anda anladım ki” gibi beylik bir ifade tonuna geçip bu hikâyeden çıkarılacak dersi anlatmaya başlamam gerekir belki. Yok ama,ders mers yok, hayat böyle bir yer değil. İnsan istiyor ki, her şey birbiriyle bağlantılı olsun, işaretleri takip ederek bir sonuca ulaşılsın ve o anda bir aydınlanma yaşansın.Ama olmuyor.

Under alle omstendigheter, og da skyver jeg alle spørsmål om mine egne mangler til side, er jeg ankommet på et tidspunkt da disse folkene i sine hjerter må være grundig syke og kvalme av oss. For et år siden frigjorde vi dem fra fascistmonsteret, og de sitter fortsatt der og gjør sitt beste for å smile høflig til oss - like sultne som alltid og mer plaget av sykdommer enn noensinne, i ruinene av sin vakre by der lov og orden har opphørt å gjelde. Og hva er gevinsten de til slutt kan vinne? Demokratiets gjenfødelse. Den vidunderlige utsikten til en vakker dag å bli i stand til å velge sine egne herskere fra en liste over mektige menn, hvorav de flestes korrupthet er alment kjent og akseptert med trett resignasjon. Benito Mussolinis dager må fremstå som et tapt paradis sammenlignet med dette.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil klade denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

En av mine mange redsler er å bli mannen med den frynsete jakka og den uknepte buksesmekken foran kassa på Samvirkelaget, med egg på skjorta og mer til fordi speilet i gangen har slutta å virke. En havarert mann uten anker noe annet sted enn i sine egne flytende tanker der tida har mista sin rekkefølge.

Av jord var de kommet, til jord skulle de bli, og i de få årene livet levde i dem, var det fra jorden det hentet sin kraft. Den eneste veien ut av det, var lenger inn i det. Lavt er pliktens himmel hvelvet, men det er en himmel. Under den gikk Lamek, og der fant han sin mening. Denne meningen hadde en fiende, det var lengselen etter noe annet, og den bekjempet han med det eneste middelet han kjente: mer arbeid. Arbeidet var således både flukten, og det han flyktet fra.

Fru Anna var et delikat vesen som aldri var frisk. Men var kjøttet skrøpelig, så var ånden så mye mer villig. Sjuk var hun alltid, sa hun. Og gjøre noe kunne hun aldri, sa hun. Og det så man jo. Men regjere kunne hun.

Jeg vet ikke hvordan det har seg at unger får teften av at noe interessant skjer i en by. Sikkert var det, iallefall i Tromsø, at når en beruset person vågde seg opp i gatene, da yrte vi til fra gårdsrom og smug og sidegater – allesteds fra og langveis fra, gutter og jenter, store og små. Det er som når en stim av sild bryter havflaten på en aldeles stille fjord: på null tid er det et myldrende, skrikende uvær av måker over sild-kleppen. Hvorfra og hvordan de kom dit, vet ingen. Denne gangen var det likevel forklarlig at Sjøgata ble full av unger utenfor kontoret til konsul Anton Næss, for på trappa der la Julius seg til, og hylene hans var langt mer effektive enn vår tids luftsirener.

Og år gikk igjen, mange år. Men når der gjennom hele din barndom flyter en slik elv med leende vann og med slik sang om eventyr og minner, da euer du alle tider en umistelig rikdom. I drømme gjør du som laksen og sjøauren, vender tilbake dit der du ble klekt ut (...). Elva sang i dalen. Den gjorde nok det. Og kanskje var det den gamle sangen også. Det var vel det. Men en slåmaskin knatret som et maskingevær der nede. Og i sinnet mitt sang jo nå mektige villmarker fra fjerne kontinenter. Jeg snudde. Man skal fare varsom med minner og drømmer. Og aldri mer kommer jeg til å fiske i min barndoms klare elv.