“
Ude i det fjerne så hun tre små lys. De dannede en lille trekant, som kom nærmere og nærmere. ”Ingen, der elsker mig for den, jeg er.” Hendes krop reagerede voldsomt, da hun så ned i afgrunden. Sveden væltede ud af hendes håndflader og under armhulerne. Lige meget hvor meget hun tørrede sine hænder i tøjet, løb sveden sammen i en flod af synd og skam. Nu var det for alvor begyndt. Eller var det for alvor slut? ”Jeg elsker dig farmor,” græd hun. ”Jeg elsker dig over alt på jorden.” Trekanten blev større, og nu kunne hun også høre lyden fra toget. Mila vippede frem og tilbage på rækværket og så ned på de blanke skinner. Hun fik pludselig kvalme og kastede op. Hun svajede på rækværket. Var lige ved at miste balancen. Tårer og snot flød sammen i ansigtet på hende. Trekanten var faretruende tæt på, og hun gjorde sig klar til at finde fred og hvile fra dæmonerne ved at slippe grebet og lade sig falde og gøre sig fri. En lille sangfugl satte sig på rækværket ved siden af hende.
”
”