Hjerte Quotes

Jeg elsker dig. Du er mit hjerte.” I love you. You are my heart. -Soren

Og naar hun kommer, forstaar mit Hjerte alt, og det slaar ikke længer, det klemter.

Onni Rellonen skrittet med isnende kaldt hjerte mot løa, en gammel og grå bygning som ikke lenger kunne brukes til annet enn å gjøre slutt på livet.

De fleste af os har drømme, men lægger dem til side som umulige. Men Gud lægger aldrig et ønske i vort hjerte eller giver os tegn til at gå ud på vandet, med mindre han ønsker, at vi skal gå ud i tro og i det mindste gøre forsøget.

Det var en historie som knyttet meg til henne med både hjerte og sjel, og jeg kommer aldri til å glemme den. Den er faktisk så virkelig for meg at jeg kan se for meg alle deltakerne og rollene de spilte, som om de står på en scene.

Jeg har ikke noe utestående med troen. Troen bor i menneskets hjerte og er bare din. Det er den institusjonaliserte religion jeg sliter med. Kirker fylt av fasiter, prester og pastorer som lokker og truer og skyver undringen foran seg.

Igennem et helt liv har du gemt dig bag et forhærdet hjertes panser. Men hvad hjælper den skudsikre vest, når døden kommer inde fra? Og et hjerte, hvis indhold ikke får lov at strømme frit, vil på et tidspunkt ende med at slå dig ihjel.

At hustruen beholdt sitt navn, ble et talende uttrykk for de grunnleggende forskjeller i prins Carl og prinsesse Mauds motivasjon for å bli konge og dronning av Norge. Mens han reiste til Norge, reiste hun fra Danmark. I sitt hjerte ville hun alltid være engelsk.

Spindelvævlette, verdenshavtunge fjerner sprænger i dragsug menneskesjæle og stjerner - intet har form eller navn. Se, jeg er stille - se, jeg er rum og susning, se, jeg er aften efter en brændende dag. Jeg er alt, og alt er i mig, og mit hjerte følger i døende rytmer tidernes aandedrag.

Skrevet av meg. Skrevet idag for å lette mitt hjerte. Jeg har mistet min post i kafeen og mine glade dager. Alt har jeg mistet. Og kafeen var Kafé Maximilian. En ung herre i grå klær kom aften efter aften sammen med to venner og satte seg ved et av mine bord. Det kom så mange herrer, alle hadde de et vennlig ord til meg, – denne intet. Han var høy og sped, hadde bløtt, sort hår og blå øyne som han undertiden så på meg med. På hans overmunn var en liten mustasje begynt å vokse (Kjærlighetens slaver)

Du er selv den afgrund, der åbner sig under dig, og den bro, du må gå over. Du er selv den sti, du skal følge, og det bjerg, du er nødt til at bestige. Du er den hule, du må finde og træde ind i. Og når du sidder dér, vil du indse, at du er den sky, der svæver på himlen over dig; at du er den Himmelske sang, og at du er regnen, som falder og fordamper på ny; at du dråben, der forener sig med sit hav. du vil ikke have behov for at vide mere, for du vil være selve visheden om Himmerriget, himlen, havet, stjernerne og Altet. Du vil ikke mere være adskilt fra Gud.

Nærvær er at være autentisk og sandt til stede. Nærvær betyder, at du ved, hvornår du skal træde til eller blot gå forbi. Nærvær er at leve og at lade leve. Nærvær er at stå i lyset og lade kærligheden strømme frit, velvidende at det eneste, du i grunden savner, er dét, du selv mangler at give.

Han græd som pisket ved gravstedet, da den lille kiste blev sænket i jorden. Præsten bad en bøn og kastede jord på kisten. Marty gik i sort. Han faldt ned i fangehullet, og lyset forsvandt. Langt væk hørte han den røde dør blive lukket og låst for altid, mens en hånd greb fat om hans hjerte og klemte til.

1 Der sejler et grønt Billard mellem Borde og Stole. Det vugger i Tågernes Sø, en sommergrøn Ø. Der leges med Kugler, med elfenbensskinnende Sole, og Solenes Gang beherskes af Klang fra Queue'r, som føres, stødes i Fest af Guder i Skjorteærmer og Vest. 2 Og Drukkenskabs-Guder behersker den frodige Ø, behersker Tobakstågers Elv, men ikke sig selv. Den ene almægtige langer den anden en Queue og rammer hans Glas, hvor Almagt har Plads, og Riget og Magten, skabte i Rus, er styrtet med Glassets Kvasen i Grus. 3 Der flammer en Himmel i rasende hvidt for hans Øjne, som svinges et glødende Sværd i tågeblåt Vejr. Han glatter de Krøller, som ned over Panden er strøgne mod Øjnenes Bryn og som i et Syn han ser, at den andens Næse er rød, at rødt er et Mål for Boxerens Stød. 4 Han slår, - og en Valmue breder sin blødende Krone og kysser den vinrøde Mund med Kronbladets Rund og blusser af Varme mod Bleghedens snehvide Tone. Se Valmuens Blod! I Sne har den Rod! Har Sommerens knuste Hjerte mon blødt og trodser den Vintrens Hvidhed med rødt? 5 En Tumlen med Slag imod Arme og Næse og Bringe! Et Øje får dér sin Bekomst! – En Stedmoderblomst får foldet sig ud som i farvede, flydende Ringe mod Næse og Kind og hovner ham blind. En Stedmoderblomst i lilla og blåt står nænsomt lig Storstadsurter mod gråt. 6 I Guder! Nu blusser der Blomster, når I ikke hersker. En større og vildere Gud, hvis sælsomme Bud er Farvernes Blomstring, når hidsigt I slås og I tærsker ser Jubel og Pragt, hvor I kun ser Mangel på Magt. 7 Er Herskeren ikke en grusom Vild, der søger sin Skønhed i Blomsternes Ild?

Jeg kjente et nytt hjerte dunke i brystet, et hjerte som banket hardere og stoltere enn det gamle. Et pappahjerte.

For at integrere dine skygger må du kunne acceptere dem og til fulde forstå, at din opfattelse af det perfekte er en illusion, drømmen om det perfekte er i de fleste tilfælde blot en undergravende mekanisme, opfundet af dit lille selv af frygt for at miste det neurotiske herredømme over dit liv. Men dette selv har også en anden side: det højere Selv. Det er dét, som bør træde i karakter og sætte dagsordenen. Det hverken drømmer eller higer efter det perfekte. Det højere Selv er dét, det er, og sådan er det perfekt.

Det højere Selv er på mange måder identisk med din intuition. Hvis ikke du bruger intuitionen, bruger den heller ikke dig. Derfor: Brug den! Som i alle andre forhold i livet gælder princippet, at øvelse gør mester. Frygten for at tage et forkert dansetrin bør ikke afholde dig for at søge ud på dansegulvet.

Kæmp aldrig for at undgå forandring, når forandringen er uundgåelig. Alting har sin tid. Forandring er det eneste, mennesket kan være sikker på. Modstand mod forandring medfører kun lidelse. Alt i kosmos bevæger sig. Alt i kosmos er i cyklus. At forstå og acceptere dette er første skridt ud af begrænsning ind i den femte dimension. Smerten er budbringeren, og budskabet er: ' Vågn op!'.

Børn er ét stort hjerte, som blot skal modnes gennem livet ved at blive udforsket og udfordret, og det må vi ikke ødelægge med ved at pådutte dem vores falske overbevisninger og overføre vores uhensigtsmæssige vanemønstre til dem.

Så kom en til meg. En med vakkert hjerte og et vakkert smil. Hun tok med i hånden og ledet meg ut porten. Hun sa: Du kan jo nesten ikke gå, gutten min – hva har de gjort med deg der inne? Og sammen gikk vi ut i verden, og skrittene mine skalv. Men jeg lærte å snakke – litt etter litt kom ordene tilbake i guttens munn. Og jeg fylte dem med sang. Og meget smerte lå skjult bak denne sangen.

Det ord For Eder kræver ud et hjerte som fortror sin Gud; det ord er søm og spiger som nagler alle hjerter fast, at ingen synder blir forkast, der efter Herren skriger.

Jeg trenger ikke en invitasjon fra paradis; Kosmos, min hjemby - jeg, tjenerkongen. Odin venter ikke på at Valhalla skal ringe - Jeg er Visvaviking – Valhalla, mitt imperium!

Da hun så op igen, trådte Ilmal ind ad døren og efter ham kom Mevarn. Det gav et sæt i hende, og Calras vendte sig og kiggede på hende. Hun tvang sit blik væk og stirrede i stedet ned i bordet, da hendes ansigt blev blodrødt. Tusind følelser flaksede op som en sværm af sorte fugle, der i et nu lettede fra jorden. Tusind følelser, hun vidste, hun havde, men ikke rigtigt havde erkendt. Mevarn med øjne som havets blå dybder, Mevarn med den varme latter, følelsen af hans hænder om hendes, hans arm om hendes skuldre, nærheden og genkendelsen fra liv før dette. En dyb kærlighed, der fik hendes hjerte til at banke så hårdt i brystet, at det stjal hendes luft i alt for mange øjeblikke.

En kollega forklarer mig, hvad et angstanfald er, da jeg oplyser, at en elev har fået et anfald i en time. Han siger: „Det kan være godt at sætte sig på gulvet, det kan være godt at drikke et glas vand, de føler jo simpelthen, at de skal dø, du kan læse mere om det på nettet.“ Lille ven, tænker jeg om ham, ved du, at det jeg vil, er, at jeg gerne vil være ren, glinsende karamel, en karamelflade, der blødt reflekterer et træ i et vindue, at det hen gennem eftermiddagen langsomt skumrer. Jeg ønsker, da jeg står i Døgnnetto, tæt på midnat, med rystende hænder, efter at have forvildet mig ind til byen, at jeg var ren smør. Jeg køber frysetoasts og Petite Danone-yoghurt og mozzarellaost og en agurk, jeg vil spise det lette og salte og søde og det, der glider ned uden at tykkes. Jeg vil tabe mig, som man taber en rose, som et hjerte, der flyder over med smeltet ost. Som den hvide rose, Kim kastede fra sig, der er min gennemblødning, det olierede ved mig. At det er dét, jeg er, smeltendte og i evig fortsætten. Jeg fortsætter og fortsætter. Jeg fortsætter og fortsætter. Der er ikke mere, og det bliver ved.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil klade denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

Men metalsmagen i munden og det voldsomt hamrende hjerte modsagde ønsketankerne. Filippo rakte bagud og stoppede hende brat lige ved skellet til hyttens grund. De var i skjul bag tre høje træer. Der var støvregn i luften, som om himlen havde ombestemt sig og forsøgte at vende tilbage til samme tilstand som tidligere på aftenen. Han blev stående sådan med håndfladen mod hendes mellemgulv, mens han kiggede hen mod hytten, og hun fulgte hans blik hen over hans højre skulder. Der var et slør af dråber på den sorte trøje over hans skulder, og de glimtede på skift, når skyer og svajende grene brød månelyset.

Lidelse og smerte følger altid en dyb erkendelse og et stort hjerte

Lidelse og smerte følger altid en dyb erkendelse og et stort hjerte. Jeg tror at virkelig store personligheder altid må føle en stor sorg over lidelserne her i verden.

Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn. Du ser, hvor galt det er fat med mig. M.

En stor forlatthetsfølelse, noe i retning av hva eneste overlevende etter en katastrofe på havet kan tenkes å kjenne, isner Alberte. Hennes hjerte trekker seg sammen til en liten hard og hamrende klump, men hun skyter opp i livet, og går på av alle krefter i dypsneen. Høyt oppskjørtet, rød og het, inn i uhyggen. Hun flykter fra sin egen evige misdederfornemmelse, fra den smertelige bevissthet om sin egen person som aldri forlater henne, og hun har ingen andre steder å flykte hen.

Det er bare det at no har treet ditt fått et levende lite hjerte i sæg. Ja, æg trur sannelig at det hjertet har levna til, så snull som du har vært imot den gamle skapningen. No er det blitt så ungt igjen, og så kvitrer det takk til dæg bak om barken.

Og er ikke klippen sin tilbedelse værd? Prøver den ikke hjerte og nyrer før den gir plas for de utvalgte?