Vore Quotes

Men jag kan inte döda någon’, sa Jonatan, ’det vet du, Orvar!’ […] ’Om alla vore som du’, sa Orvar, ’då skulle ju ondskan få regera i all evinnerlighet!’ Men då sa jag att om alla vore som Jonatan, så skulle det inte finnas någon ondska.

He who does not see the light in others does not see the light in himself.

Vis ikke dette brev til andre, for intet menneske vil kunne forstå vores sindssyge forhold, før jeg tager mig sammen og giver kunstnerisk udtryk for det.

No matter what happens to me, I'll always find you. In every lifetime. In every realm. Because it's always been you for me.

Vi er fortsættelsen af Jesu kaldelse i det 20. århundrede, og, hvad der er lige så vigtigt, vi er opfyldelsen af den drøm, han har lagt i vore hjerter.

Den lange jærnbanereise har rystet sammen alle de forskjellige dele i vore hoder, det danser mange løse ting omkring derinde, vi kjører endnu; selv har jeg desuten et lite tillæg av mathet, av ubehag, feber. Det der må nok kureres med en bitte liten dram, sier jeg. Og så ser jeg min leilighet til å hælde kognak i et ølglass.

Come on out little savage. I wanna see you play.

Running from ourselves never ends well. It's only when we come to embrace our whole selves that we find any sort of peace.

Sometimes, that's all we need. Just one kind person to show us things differently. To perhaps give a perspective shift, even if it's a small one.

Jorden tilhører ikke mennesket. Det er menneskene, der tilhører Jorden. De duftende blomster er vore søstre, og hesten, den mægtige ørn, for ikke at tale om elgen, er vore brødre. Og hvordan kan man købe eller sælge noget som helst? For hvem ejer varmen i luften eller lyden af vinden i træerne? Og saften i grenene bærer erindringen om dem, der har levet før os. Og lyden af bækkens mumlen er er vores forfaders stemme. Og vi må lære vores børn, at jorden under deres fødder er forfædrenes akse, og at alt, hvad der overgår Jorden også overgår os, og hvis mennesket spytter på jorden, spytter det på sig selv.

Om jag inte kände det jag känner när jag ser dig skulle du vara någon annan. Det vore hemskt. Om jag inte mindes att jag älskar dig, menar jag. (190)

man gav os vores frihed sort på hvidt til en symfoni af knuste ruder og pistolskud på et klaviatur af brændende kors

Vores hjerne forbrænder ca. 20% af de kalorier vi indtager. Den sjoveste måde at tabe sig er at læse tankevækkende bøger. Gå på tankekur.

Værsåartig, her var nu litt om bær, vore bærsorter...

How, they wanted to know, had I stopped? I shrugged and quoted John DeVore’s essay about quitting drinking: “There comes a time in every person’s life where they put on pants or they don’t.

så lad det være den største forbryder, han er dog et menneske som jeg; også han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde kampe han kjæmpede, før han gjorde det første skridt til sin ulykke; lidt efter lidt gled han dybere, - pludselig bliver ingen en forbryder: det ere lidenskaber, opdragelse og en forunderlig sammenkjædning af omstændigheder, som danner vores livs malerie, - vi maa afskye forbryderens handlinger, men kan menneskeligheden dadles om den beklager ham? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans stilling, med hans lidenskaber og begreber?

I want you to be so fucking deadly that no one dares to look at you the wrong way. You're my equal in every single way. No one can come close to challenging me like you do. And I love it so fucking much.

jeg ville gerne være højere, så jeg kunne se dig i øjnene, jeg ville gerne expandere, så jeg kunne rumme os begge, jeg ville gerne koncentrere mig, så det hele kunne nås inden for dette øje-bliks grænser, så ingen overflødige ord skulle spilde tiden med at forbinde vore afstandes sår, jeg ville gerne koncentrere mig, så ordenes mislykkede graviditeter blev afbrudt, så nye afstande døde før fødselen, jeg ville gerne være højere, så jeg kunne se dig i øjnene, jeg ville gerne indfange dine øjnes udtryk og indtryk; men afstanden er for stor, og du ser det hele fra en anden vinkel - ser ned på mit forståelsessøgende blik.

Feia vent, i de tant en tant les fulles deixaven a la vista una estrella, i semblava que les estrelles mateixes s'estremissin i projectessin la seva llum per mirar d'esquitllar-se per entre les vores de les fulles.

Der var ingen mere lig mig end min mor. Vi kunne begge stirre ud i luften i timevis fortabte i dybet af vores tanker. Vi havde begge to liv, det indre og det ydre. Vi havde samme hjerne, men udviklet i vidt forskellige miljøer.

De går med onda planer och grym vilja, som föser de sitt eget vanvett framför sig på stigarna. De vallar det där vanvettet som vore det odjur som de fångat i skogen. Och de är osedda, ingen kan varna de oskyldiga människorna i gården.

Etter å ha gått på dans i forskjellige ungdomshus i nokre år og stort sett dansa åleine, fann eg ein gong ut, det må ha vore seint på kvelden, og einkvan må nok ha gitt meg tilstrekkeleg å drikke, at eg skulle be ei jente opp til dans.

Alle disse skæbner. Vi er så forgængelige, vi mennesker. Når vi er børn, skuer vi ind i evigheden; når vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndråber der falder i havet.

Dagen svalnar. Dagen svalnar mot kvällen... Drick värmen ur min hand, min hand har samma blod som våren. Tag min hand, tag min vita arm, tag mina smala axlars längtan... Det vore underligt att känna, en enda natt, en natt som denna, ditt tunga huvud mot mitt bröst. Du kastade din kärleks röda ros i mitt vita sköte - jag håller fast i mina heta händer din kärleks röda ros som vissnar snart... O du härskare med kalla ögon, jag tar emot den krona du räcker mig, som böjer ned mitt huvud mot mitt hjärta... Jag såg min herre för första gången i dag, darrande kände jag genast igen honom. Nu känner jag ren hans tunga hand på min lätta arm... Var är mitt klingande jungfruskratt, min kvinnofrihet med högburet huvud? Nu känner jag ren hans fasta grepp om min skälvande kropp, nu hör jag verklighetens hårda klang mot mina sköra sköra drömmar. Du sökte en blomma och fann en frukt. Du sökte en källa och fann ett hav. Du sökte en kvinna och fann en själ - du är besviken.

Det är vinter igen; himlen är grå och ljuset kommer nerifrån, från markens vita snö. Ensamheten står bra i ton med naturens skendöd, men ibland blir det för tungt. Jag längtar efter människor, men jag har i ensamheten blivit så ömtålig som om min själ vore hudlös, och jag är så bortskämd med att få styra mina tankar och känslor att jag knappt kan uthärda beröringen med en annan person; ja varje främmande som nalkas mig verkar kvävande genom sin andliga atmosfär vilken liksom tränger in på min.

Rejsende har set mange vederstyggelige Afgudsbilleder i mange lande; men intet menneskeligt Øje har nogen Sinde set mere dumdristige, plumpe og oprørende Billeder af den guddommelige Natur, end vi Støvets Børn skaber i vort eget Billede af vore egne slette Lidenskaber.

Det er trygt at have ham der. Vi kan befinde os i hinandens nærhed i timevis uden at tale sammen. Han læser mig bedre end nogen anden, og vores kommunikation er ofte helt ordløs. Jeg sætter lige så meget pris på hans tilstedeværelse som på hans evne til ikke hele tiden at ville tale om alting.

Lad os være skamløse. Grådige. Opsøge fornøjelser. Undgå smerte. Klæde os, spise og drikke, som vi har lyst til. Være tolerante over for andre kvinders valg. Vælge den form for sex, vi har lyst til og kæmpe hårdt mod den form for sex, vi ikke har lyst til. Finde vore egne grunde til at handle, som vi gør.

Og hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?

Pjäsen handlade, sa Konungen till mig, om att ondskan funnes i så hög grad hos dessa människor vid hovet att de liknade apor eller djävlar; de gladde sig åt andras olyckor och sörjde över deras framgångar, detta vore det som druidernas tid kallades Kannibalism, Anthropophagie. Därför befunno vi oss bland Kannibaler.

Jag saknar tro och kan därför aldrig bli någon lycklig människa, ty en lycklig människa skall aldrig behöva frukta att hennes liv är ett meningslöst irrande mot den vissa döden. Jag har varken ärvt en god eller fast punkt på jorden varifrån jag skulle kunna tilldraga mig en guds uppmärksamhet. Jag har heller inte ärvt skeptikerns väl dolda raseri eller ateistens brinnande oskuld. Jag vågar därför inte kasta sten på henne som tror på ting, på vilka jag tvivlar eller på honom som dyrkar ett tvivel, som vore inte även det omgivet av mörker. Den stenen skulle träffa mig själv, ty om en sak är jag fast övertygad: att människans behov av tröst är omättligt.

You know, strangely enough, parents aren’t too keen on having a band whose bassist strangled his girlfriend play at their daughter’s cotillion." -Q Toledano

Pete’s voice sounded like it was being broadcasted from the outer moons of Jupiter.

Don’t tempt me, little savage,” he growled, his eyes meeting mine as he bit his bottom lip. “I don’t think you can handle my appetite.

The only difference was I wasn’t their monster now. Their little pet had turned on its master.

Charlie Bourdel stood five foot nothing without his combat boots. His long, black, curly hair was caught up in a high ponytail that reached the middle of his back. He kept a switchblade in his right combat boot and a .45 in his guitar case and could and would willingly hurt anybody who made the mistake of messing with him. Between the badass attitude and the fifty-pound chip on his shoulder you’d think he had a fatal case of little man syndrome; you’d be dead wrong. He was one hundred and thirty pounds sopping wet of swagger and confidence.

...fjældene slutter sig tættere og tættere omkring os, det synes som om alt håp er ute, bare litt himmel er synlig ret over vore hodet. Det virker beklemmende på os, vi overvældes og tier. Pludselig ved en skarp dreining av veien åpner sig et svært gap tilhøire og vi ser aldeles nær os istinden Kasbek med sine bræer som hvitgnistrer i solen. Den står os kloss ind på livet, stille og høi, stum. Det rykker en sælsom følelse gjennom os, berget står der opsvoren av de andre berge, det er som et væsen fra en anden verden som står der og ser på os.

All their men—brothers, uncles, fathers, husbands, sons—had been picked off one by one by one. They had a single piece of paper directing them to a preacher on DeVore Street. The War had been over four or five years then, but nobody white or black seemed to know it. Odd clusters and strays of Negroes wandered the back roads and cowpaths from Schenectady to Jackson. Dazed but insistent, they searched each other out for word of a cousin, an aunt, a friend who once said, “Call on me. Anytime you get near Chicago, just call on me.” Some of them were running from family that could not support them, some to family; some were running from dead crops, dead kin, life threats, and took-over land. Boys younger than Buglar and Howard; configurations and blends of families of women and children, while elsewhere, solitary, hunted and hunting for, were men, men, men. Forbidden public transportation, chased by debt and filthy “talking sheets,” they followed secondary routes, scanned the horizon for signs and counted heavily on each other. Silent, except for social courtesies, when they met one another they neither described nor asked about the sorrow that drove them from one place to another. The whites didn’t bear speaking on. Everybody knew.

Det var ikkje berre mamma som forlét verda denne augustdagen i 1989, den mannen eg hadde vore så lenge eg og du og ho hadde kjent kvarandre, forlét også verda. For det er banalt, men sant: når det ikkje lenger finnest nokon som kan dokumentere livet vårt, når det ikkje lenger finnest nokon som kan fortelje dei muntre historiene om kor sta eller morgongretne vi er, når vi ikkje lenger har nokon til å le når vi er morsame eller bli sinte når vi er sure, når vi ikkje lenger har nokon til å minne oss på kven vi er og når vi ikkje lenger har nokon til å oppmuntre oss til å vere den vi kan vere, da går vi i oppløysing og blir borte.

Kære Darya, Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie. Jeg prøver at fortælle min, selvom alene tanken fylder mig med skyld og skam. Jeg føler skam over at eksistere. For hvad er jeg andet end en udstødt kvinde i sygesengen, som ingen vil kendes ved, så længe hun ikke er dækket til af et ligklæde? Jeg er ingen, Darya.

Vi kom dit för att slita åt oss en gnutta av den glädje som hela världen ursinnigt hota att utplåna. Vi skämdes för vår lust, men det fanns ingen möjlighet att komma undan! Det är svårare att avstå från kärlekens fröjder än från livet. Man tillbringar sin tid här i världen med att döda och att dyrka och alltsammans samtidigt. >>Jag hatar dej! Jag älskar dej!>> Man försöker klara sej så gott det går, man pysslar om sej och man låter livet gå vidare till en tvåbent varelse i ett kommande sekel, frenetiskt, till varje pris, som om det vore så fantastiskt angenämt att fortsätta och som om det till slut skulle göra oss odödliga. Behovet av att kyssas sitter trots allt i en precis som man inte kan låta bli att klia sej.

Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.

fron wikipedia: http://sv.wikipedia.org/wiki/Azita_Gh... Azita Ghahreman föddes i Iran. Efter att ha utbildat sig till lärare studerade hon språk, litteratur och mytologi. Hon har haft uppdrag i FN och arbetat för organisationen ”läkare utan gränser”.Sedan 2006 bor hon i Malmö. Hon är medlem i Författarcentrum syd. Författarskap [redigera] Azita Ghahreman debuterade som poet 1990. Hennes första bok Avazhaaye havva (Evas sånger) blev mycket uppmärksammad i iranska media. Tandishaaye paeezi (höstens skulpturer) kom ut 1996. Den tredje diktsamlingen Faramooshi aine sadei daarad (glömskan har en enkel ceremoni) 2002 blev nominerad till årets bästa diktsamling och fick bra kritik i iransk press. Hennes dikter är översatta till franska, holländska, engelska, tyska, arabiska, makedonska, kinesiska,albanska, danska och svenska. Förutom i Iran har hon haft föredrag och poesiuppläsningar i Sverige, Holland, Tyskland, Makedonien, Albanien, England och Frankrike. Analys av författarskapet [redigera] Dikterna handlar om människans möte med det ofrånkomliga och det som uppstår i varje kontakt med tingen och skeenden runtomkring oss. I hennes tidigare dikter finns spår av sorg över en förlorad barndom i ett religiöst land, som sätter många förbud. I senare dikter ser man en mognare hållning till världen och språket. Här upptäcker poeten människans begränsningar och försöker komma underfund med ångestens drivande kraft. Genom skapandet försöker hon göra sig fri från förutbestämda, förutfattade meningar om rätt och fel. I de dikter som har skrivits efter 2000 märks en lekfull poet som behärskar orden, språket och historien. Filosofiska och mytologiska studier gör sig påminda som en sorts nyupptäckt av språket och ett nytt sätt att se på världen. Poeten möter en bitter verklighet med en känsla av ironi och filosofisk beundran över stora och små händelser. Det vore fel att betrakta Ghahreman som en politisk poet. Hennes dikter kan betecknas som universella, samtidigt som de karakteriserar en iransk kvinnas liv och öde. I de senare dikterna finns dikter av erotisk karaktär. Det är få iranska kvinnor som har vågat skriva erotiska dikter så öppet och starkt. Hennes dikter ingår i en tusenårig tradition av persisk litteratur. Bibliografi

Dit blik er en panisk panorering hen over vores naboer. Du smiler på en måde, der skal være imødekommende, men det ser uhyggeligt ud, denne pludseligt vandrette bevægelse hen over dit ansigt. Din tavshed udpeger alle vores ord, der synker sammen i en rodet bunke foran tomheden. Sætningerne omkring dig går langsomt i stå. I alt, hvad du foretager dig, findes en alvor, og du er forvirret over samtalerne. Du er ude af stand til at snakke om smutveje, og når du alligevel forsøger, bliver der underligt stille. Det lyder som en imitation, når du taler med folk, der ikke interesserer dig. Dit blik bliver langsomt tomt, du nikker og prøver, du keder dig, og nu falder du snart i søvn. Du udbyder ingen service ud over din oprigtighed, men den vil de ikke have, ikke i dag. De vil have mine glitrende spørgsmål og skinnende smalltalk. Du har ikke sans for ligegyldigheder, derfor er du undertiden sat uden for verden, placeret midt i din egen forvirring og ensomhed. Du tror, at der er en hemmelig kode, og du forsøger at bryde den. Du tror, at der findes et særligt sprog, du ikke kan tale, som alle vi andre taler, men tro mig, min elskede, det er kun, fordi du ikke kan forestille dig, hvor ligegyldige ting mennesker siger til hinanden.

jo mere modstand, vi gjorde, jo mere vi viste vores foragt for det samfund, som vi følte os fremmedgjorte i, jo sejere var vi i hinandens øjne.

Magnus Malm siger, at vores arbejde ikke er vort kald, men vort kald er at *være* hos Kristus og følge ham. Når vi er hos Kristus, fører det os ud i forskellige opgaver, og ofte betegner vi det som vort kald, men det egentlige kald er at være hos kristus.

So I was privileged to see the last rites of the Bokononist faith. We made an effort to find someone among the soldiers and the household staff who would admit that he knew the rites and would give them to "Papa". We got no volunteers. That was hardly surprising, with a hook and an oubliette so near. So Dr. von Koenigswald said that he would have a go at the job. He had never administered the rites before, but he had seen Julian Castle do it hundreds of times. "Are you a Bokononist?" I asked him. "I agree with one Bokononist idea. I agree that all religions, including Bokononism, are nothing but lies." "Will this bother you as a scientist," I inquired, "to go through a ritual like this?" "I am a very bad scientist. I will do anything to make a human being feel better, even if it's unscientific. No scientist worthy of the name could say such a thing." And he climbed into the golden boat with "Papa". He sat in the stern. Cramped quarters obliged him to have the golden tiller under one arm. He wore sandals without socks, and he took these off. And then he rolled back the covers at the foot of the bed, exposing "Papa's" bare feet. He put the soles of his feet against "Papa's" feet, assuming the classical position for boko-maru. "Gott mate mutt," crooned Dr. von Koenigswald. "Dyot meet mat," echoed "Papa" Monzano. "God made mud," was what they'd said, each in his own dialect. I will here abandon the dialects of the litany. "God got lonesome," said Von Koenigswald. "God got lonesome." "So God said to some of the mud, 'Sit up!'" - "So God said to some of the mud, 'Sit up!'" "'See all I've made,' said God, 'the hills, the sea, the sky, the stars.'" - "'See all I've made,' said God, 'the hills, the sea, the sky, the stars.'" "And I was some of the mud that got to sit up and look around." - "And I was some of the mud that got to sit up and look around." "Lucky me; lucky mud." "Lucky me, lucky mud." Tears were streaming down "Papa's" cheeks. "I, mud, sat up and saw what a nice job God had done." - "I, mud, sat up and saw what a nice job God had done." "Nice going, God!" "Nice going, God!" "Papa" said it with all his heart. "Nobody but You could have done it, God! I certainly couldn't have." - "Nobody but You could have done it, God! I certainly couldn't have." "I feel very unimportant compared to You." - "I feel very unimportant compared to You." "The only way I can feel the least bit important is to think of all the mud that didn't even get to sit up and look around." - "The only way I can feel the least bit important is to think of all the mud that didn't even get to sit up and look around." "I got so much, and most mud got so little." - "I got so much, and most mud got so little." "Deng you vore da on-oh!" cried Von Koenigswald. "Tz-yenk voo vore lo yon-yo!" wheezed "Papa". What they had said was, "Thank you for the honor!" "Now mud lies down again and goes to sleep." - "Now mud lies down again and goes to sleep." "What memories for mud to have!" - "What memories for mud to have!" "What interesting other kinds of sitting-up mud I met!" - "What interesting other kinds of sitting-up mud I met!" "I loved everything I saw!" - "I loved everything I saw!" "Good night." - "Good night." "I will go to heaven now." - "I will go to heaven now." "I can hardly wait..." - "I can hardly wait..." "To find out for certain what my wampeter was..." - "To find out for certain what my wampeter was..." "And who was in my karass..." - "And who was in my karass..." "And all the good things our karass did for you." - "And all the good things our karass did for you." "Amen." - "Amen.

Er eg redd for å svelta, sa dokteren, skal eg av og til faste. Og er eg redd for å drukna, skal eg stundom senka lekamen i vatn. Om det er noko eg fryktar, skal eg læra å kjenna det. For kor redd ville eg ikkje elles vore for slikt som eg gjer til dagleg? Berre det å falla i svevn ville skremt livet av meg, om det ikkje vart for at eg er van med å gjera det kvar kveld.

Solen böjer rummet runt omkring sig och jorden kretsar inte kring den för att den vore dragen av en gåtfull kraft, utan för att den rör sig rakt fram i ett rum som böjs.

Nogle lægemidler kan være nyttige nogle gange for nogle patienter, især i den akutte fase, hvor en patient kan være så plaget af panik eller vrangforestillinger, at det kan være nyttigt at dæmpe følelserne med noget beroligende. Men medmindre lægerne bliver meget bedre til at bruge psykofarmaka - hvilket vil sige at bruge dem meget lidt, i lave doser og altid med en plan for udtrapning - så ville vore borgere være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet.

Når vi har stillet en diagnose, uanset om den er rigtig eller forkert, blæser vi liv i vores sociale konstruktion. [...] Patientens symptomer er reelle, men det diagnostiske begreb er ikkeeksisterende, idet det ikke definerer noget, der eksisterer uafhængigt af os.

Jeg mener, at der er lys på den anden side af mørket,” sagde han. ”Jeg mener, at hvad der end sker, så træder vi igen ud i lyset på den anden side. Vores historie ender ikke her.” Hun trak forsigtigt sin hånd til sig og krydsede armene foran maven. Mevarn trak sine knæ op mod brystet og støttede sine arme mod dem. Foran dem var bålet brændt ned til gløder, og ovenover tittede alle efterårets stjerner frem på den sorte himmel. ”Jeg er ikke så god til det,” sagde hun. ”Det der med tillid til lyset. Jeg vil bare gerne have, at det hele går væk og lader mig være i fred.” Mevarn smilede skævt. ”Sådan tror jeg, vi alle har det. Tillid eller ej.” ”Han har levet i mørket i århundreder,” sagde hun undrende. ”Hvordan kunne han holde det ud?” ”Nogle gange kan man udholde utrolige ting for dem, man elsker.” Hun så fra gløderne over på hans mørkeblå øjne og nikkede. Han smilede, og hun mærkede det efterhånden velkendte sug i maven. Et ganske kort øjeblik lænede hun sig over og holdt sin pande ind mod hans, så deres ansigter var helt tætte på hinanden. Hun mærkede hans ånde på sine læber. Så trak hun sig væk, rejste sig og sagde godnat.

Gud venter ubevægelig og tavs som en tigger på den, der vil give ham et stykke brød. Tid er Guds venten på vores kærlighed. Stjernerne, bjergene, havet og alt hvad der taler til os i tid, videbringer Guds bøn til os. At spise et stykke brød når man er sulten, er at holde nadver med universet og dets skaber. Og den sjæl der står uden for retfærdigheden, uden for troen, lyver for sig selv. Jordaksen er livets træ, og dets frugter er stjernerne. Den der spiser af solen, lever. Den, der spiser af lyset, lever. Hvis vi som træerne indeholdt klorofyl, ville vi leve af lyset. Kristus er vores klorofyl.

Va ser llavors que em vaig fixar en un blau que tenia just per sota del genoll. Ja l’havia vist abans, però en aquell moment el seu to porpra, que en una de les vores virava cap al verd grogós, va atreure els meus ulls, com si aquesta petita ferida fos realment el tema del quadre. M’hi vaig atansar, vaig posar un dit a la tela i vaig resseguir el contorn del blau. Aquest gest em va excitar. Em vaig girar per mirar l’Erica. Era un dia càlid de setembre, i ella tenia els braços descoberts. Em vaig inclinar i li vaig besar les pigues de les espatlles, i en acabat li vaig enretirar els cabells que li cobrien el coll i vaig besar la pell suau de sota. Em vaig agenollar davant seu, li vaig apujar la roba de la faldilla, li vaig passar els dits per les cuixes, i llavors vaig fer servir la llengua.

Sometimes, that’s all we need. Just one kind person to show us things differently. To perhaps give a perspective shift, even if it’s a small one.

No matter what happens to me, I’ll always find you. In every lifetime. In every realm. Because it’s always been you for me—ever since I was ten years old.

My name isn’t Griffin.” He slowly lifted his eyelids, meeting my gaze. But it wasn’t the crystal-blue eyes I’d grown used to, and not the glamoured pair I remembered from my childhood. “It’s Chrome. Chrome Freyr.

Vi brukar inte ens kramas när vi ses, som om artighetsgester vore ett hån mot vår underförstådda närhet.

Men jeg drister mig, uden Vanitet, at sige, at vore Nordiske Tilskuere, helst af Middelstand, ere langt beqvem-mere Dommere herudi, end de Parisiske: Thi hvis de første ikke have saa fiin Smag som de sidste, saa have de den dog ikke saa selsom og fordærved.

Problemet var att han faktiskt ville ligga med Rachel, oerhört gärna, och han viste inte om han stod ut med att sitta på hennes soffa medan pupillerna vidgade sig under de kommande tio eller tjugo åren (…). Den verkliga frågan var förstås om hans pupiller stod ut med det. Skulle han inte få ont i dem efter ett tag? Han var nästan säker på att det inte kunde vara bra för dem att hålla på att vigda sig och dra sig samman, men han skulle bara nämna pupillsmärtan för Rachel som en sista utväg -det fanns en avlägsen möjlighet att hon skulle vilja ligga mer honom för att rädda hans syn- men det vore bättre om han hittade en annan och mer konventionellt romantisk väg.

Børn er ét stort hjerte, som blot skal modnes gennem livet ved at blive udforsket og udfordret, og det må vi ikke ødelægge med ved at pådutte dem vores falske overbevisninger og overføre vores uhensigtsmæssige vanemønstre til dem.

I'm terrible at so many things, please don't hate me for the things I'm great at

I'm terrible at so many things, please don't hate me for the things I'm good at

Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage.

Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen.

Thomas' død forandrede med et slag den fortælling, vores liv var, men med ritualer og samtaler kan vi skrive ham ind i den nye, så han stadig er med os. 'Hvad savner du mest?' spurgte jeg Halfdan nogle uger efter Thomas' død. 'Hans smil, hans gode mad, og når han blev irriteret,' svarede Halfdan. I den sætning sørgede Halfdan for, at vi fik hele Thomas' person med os, både styrkerne og svaghederne. Kun som hele bliver minder og spor reelle og værdifulde, vi har ikke taget et glansbillede med os, men noget der var virkeligt,

For hver morgen jeg vågner, har jeg bevæget mig længere væk fra ham. Afstanden øges hele tiden. Først var der bare timer mellem os, så dage, så uger, så måneder. Nu er der år. Han er et minde og et navn og et menneske, jeg engang kendte. Jeg ser galakser for mig, der skrider fra hinanden. De sejler vægtløst og baglæns gennem et uendeligt rum, mens planeter og stjernetåger passerer forbi. Vi sejler væk fra hinanden. Henover galaksen sejler vi. Henover vores dage sejler din død. Hele tiden længere væk. Hele tiden fjernere og længere fra min verden.

Jeg har et problem med at acceptere, at alder er en risikofaktor for noget som helst. Vi kan jo ikke sænke vores risiko ved at ændre vores dåbsattest, så det er ikke nogen modificerbar risikofaktor, men en uundgåelig konsekvens af at blive ved med at overleve. Hvis nogen insisterer på at kalde alder en risikofaktor, vil jeg insistere på, at fødslen er en risikofaktor, der med 100% sikkerhed fører til døden på et eller andet tidspunkt.

Psykiatriens nuværende tunnelsyn med dens ensidige fokus på lægemidler er utrolig dyr for vores nationaløkonomi, idet denne strategi har forårsaget en dramatisk stigning i antallet af kronisk syge mennesker og antallet af mennesker på førtidspension. Det ville være langt billigere og føre til betydelige forbedringer i den mentale sundhed, hvis vi brugte stofferne meget lidt og gav folk den psykoterapi, de har brug for.

Vi har tilladt psykiatriens medico-industrielle kompleks at vokse som en ondartet svulst, der sender metastaser i alle retninger i vore samfund, og vi har tilladt de psykiatriske oligarker at medikalisere normaliteten -også hos vores børn helt ned til førskolealderen- og forvandle, hvad der tidligere var akutte tilstande, til kroniske. En anden lighed med maligne tumorer er, at psykofarmaka dræber et meget stort antal mennesker.

Jeg er helt enig i, at psykofarmaka til børn er en form for børnemishandling, der skal forbydes, med meget få undtagelser. Vi må ikke slå vores børn, men vi må gerne ødelægge deres hjerner med medicin.

Kam-Kager og allehaande krusede Brød, Og store Træskaaler med Hamborger Miød, Vore Qvinder de giorde dem tomme.

Eilert hadde vore sju år på Alberta-prærien og var komen nesten halvvegs på si livsreise, da han såg seg tilbake for første gong.

Han sank. Hans tætklippede skæg var fyldt med tårer, der reflekterede solskinnet. ”Det hele startede, før du så det i nyhederne,” sagde han, selvom jeg allerede havde regnet den del ud. ”Da de viste manden ved grænsen, og alle troede, det var starten, havde vi allerede adskillelige tusinde døde, og evakueringen var startet. Alting foregår altid under overfladen, du ved, som et isbjerg. I den sidste besked sagde Sara, at de havde mødt Ester, vores nabo, på vej hjem fra Netto. At hun havde virket dårlig, svedende og rystende. Hun havde aet Erik på kinden, som hun plejede, og Sara havde ikke nået at stoppe hende. Så var hun gået ind for at lægge sig, Ester, som hun sagde, og Sara havde skyndt sig ind med Erik og sprittet hans ansigt og hænder. Tre og fyrre minutter senere ringede hun til mig på hospitalet. Tre og fyrre minutter, Amanda.” Jeg græd også nu. Det var ikke mine tab, men jeg græd for alle og alting.

Now, he was only a touch of gold and madness, instead of a full blown assault.

Jeg spurgte, om ikke vi kunne have nogle stykker at vælge imellem, at vi hver især kunne bruge det ord, der føltes mest præcist, og så kunne vi håbe på en eller anden grad af forståelse. At rummeligheden også kunne være i vores hoveder, ikke nødvendigvis i ordene selv. Jeg syntes ikke, det var den store tragedie, hvis man bad nogen om at hente en kop, og de så kom tilbage med et krus. Hvor vigtigt var det, om vores smedejernsport blev kaldt en låge eller en port? Så længe den blev åbnet, når nogen skulle ind. Men så sagde Sonia, at hvis det var sådan man kommunikerede på en operationsstue, risikerede patienten at dø. En kop er ikke et krus. Og måske har man i virkeligheden brug for et bæger. Præcision er ikke, at ordene er rummelige, sagde hun henvendt til Olga. Præ- cision er, at ordene er skarpe. Skarpe og smalle og lige til at plukke op fra bakken med kirurgiske instrumenter.

Mor og far havde aldrig forstået, hvorfor jeg skrottede så meget af mit eget for at beholde hans. Mor kaldte det forstyrret, kaldte mit værelse et gravkammer til vores seneste, akavede jul, og jeg havde endnu ikke tilgivet hende bemærkningen. De havde tilbudt at betale for mere psykologhjælp, som om det på nogen måde kunne bringe min bror tilbage.

Som mennesker er vi livshistorier, der er flettet sammen med mange andres historier. Selvfølgelig de levendes historier. Dem, der har betydet noget for os og gjort os til dem, vi er. Men også de dødes historier. Dem, der har skabt vores sprog, kultur, myter og viden. Ingen skriver sin historie alene. En stor del af den er givet ved vores biologiske artsnatur, vores almenmenneskelige fornuft, vores følelsesliv og socialitet. Men enhver må finde sin stemme at fortælle med i koret af menneskelige historier. Det er sådan, man bliver sig selv: ved at blive menneske.

Förr hade jag hemliga drömmar att det vore möjligt att lägga ihop allting, så att allting blev färdigt, tillslutet. Att till sist kunna säga: så var det, det var så det gick till, detta är hela historien. Men det vore ju mot bättre vetande.

derfor er repæsentation afgørende: mennesket påvirkes af bias vi tænker, eller vores hjerner er wiret således at de der bekræfter vores egen virkelighedsopfattelse også må være klogere/bedre/raskere end dem der ikke gør

Så lenge min far finst, finst Gud. Det er vanskelegast å gi slepp på det ein ikkje trur på, slår det meg, for då slepper eg taket i noko som har vore alt for dei eg er glad i. Som om eg tar farvel for alltid. Er det det ein må?

Simon psykolog siger, at en af de mest sejlivede myter i vores tid er familiemyten. Blodets bånd. At man hører sammen no matter what. Det hører til i tidligere tiders samfund, siger han. Han forklarer, at i jæger-samler-samfundet var slægten ens eneste overlevelsesmulighed. At være alene var den sikre død.

Men vi tror stadigvæk, at vi skal være parate til at gå gennem ild og vand for vores familie. Det skal vi ikke. Ok, måske skal man gå igennem noget vand, medgiver han. Men ikke ild. Ingen skal gå gennem ild. Man skal ikke gøre vold på sig selv for at få lov til at være med i en familie.

Du trur eg er redd for å bli sjuk, men det er tvert imot, det er ingenting eg heller vil! Eg har vore frisk heile livet - og no orkar eg ikkje meir! Eg er utsliten av å vere frisk. Eg vil berre legge meg ned i kvite laken, i eit luftig rom, og sove. Eg vil sove så lenge det er nødvendig å sove. Andre kan ta over oppgåvene mine, det er ikkje noko heksekunst, alle kan klare det: Passe ungane mine, gå på arbeid, lage mat. Eg er ikkje det minste bekymra. Eg vil enten sove eller døy, sa ho.

As much as you bring me light, I bask in your darkness, too. Because I want all of you. Good, bad, light, and dark. Whole or broken. I want you to love the dark parts of yourself because dark and light exists within us all, Gray.

Men sjukdomar kan ändra sig. Ändra sig och slå till igen, hårdare och värre än förut. Ta med sig alla den missade förra gången.

Om man inte har någon så finns det ingen som kan lämna en.

Princesses don't cower. Others cower at you. Never forget that, beautiful.

Let's cause a fucking scene, Stoney. It's your birthday, and you can cry if you want to. Or vomit on the throne. Either will do.

The findings that were deemed believable enough to be published, however, revolutionized ethologists’ thinking. Ethologists began to speak less often of a chasm between man and ape; they began to speak instead of a dividing “line.” And it was a line that, in the words of Harvard primatologist Irven De Vore, was “a good deal less clear than one would ever have expected.” What makes up this line between us and our fellow primates? No longer can it be claimed to be tool use. Is it the ability to reason? Wolfgang Kohler once tested captive chimps’ reasoning ability by placing several boxes and a stick in an enclosure and hanging a banana from the high ceiling by a string. The animals quickly figured out that they could get to the banana by stacking the boxes one atop the other and then reaching to swat at the banana with a stick. (Once Geza Teleki found himself in exactly this position at Gombe. He had followed the chimpanzees down into a valley and around noon discovered he had forgotten to bring his lunch. The chimps were feeding on fruit in the trees at the time, and he decided to try to knock some fruit from nearby vines with a stick. For about ten minutes he leaped and swatted with his stick but didn’t manage to knock down any fruit. Finally an adolescent male named Sniff collected a handful of fruit, came down the tree, and dropped the fruit into Geza’s hands.) Some say language is the line that separates man from ape. But this, too, is being questioned. Captive chimpanzees, gorillas, and orangutans have been taught not only to comprehend, but also to produce language. They have been taught American Sign Language (ASL), the language of the deaf, as well as languages that use plastic chips in place of words and computer languages. One signing chimp, Washoe, often combined known signs in novel and creative ways: she had not been taught the word for swan, but upon seeing one, she signed “water-bird.” Another signing chimp, Lucy, seeing and tasting a watermelon for the first time, called it a “candy-drink”; the acidic radish she named “hurt-cry-food.” Lucy would play with toys and sign to them, much as human children talk to their dolls. Koko, the gorilla protegee of Penny Patterson, used sign language to make jokes, escape blame, describe her surroundings, tell stories, even tell lies. One of Biruté’s ex-captives, a female orangutan named Princess, was taught a number of ASL signs by Gary Shapiro. Princess used only the signs she knew would bring her food; because she was not a captive, she could not be coerced into using sign language to any ends other than those she found personally useful. Today dolphins, sea lions, harbor seals, and even pigeons are being taught artificial languages, complete with a primitive grammar or syntax. An African grey parrot named Alex mastered the correct use of more than one hundred spoken English words, using them in proper order to answer questions, make requests, do math, and offer friends and visitors spontaneous, meaningful comments until his untimely death at age 31 in 2007. One leading researcher, Ronald Schusterman, is convinced that “the components for language are present probably in all vertebrates, certainly in mammals and birds.” Arguing over semantics and syntax, psychologists and ethologists and linguists are still debating the definitions of the line. Louis Leakey remarked about Jane’s discovery of chimps’ use of tools that we must “change the definition of man, the definition of tool, or accept chimps as man.” Now some linguists have actually proposed, in the face of the ape language experiments, changing the definition of language to exclude the apes from a domain we had considered uniquely ours. The line separating man from the apes may well be defined less by human measurement than by the limits of Western imagination. It may be less like a boundary between land and water and more like the lines we draw on maps separating the domains of nations.

Speciellt då Franklin sjunger: "Now I'm no longer doubtful, of what I'm living for / And if I make you happy I don't need to do more", är det förståeligt att Butler något ironiskt avfärdar orden med att "Aretha" verkar "påtagligt glad åt att få sin naturlighet bekräftad". Borde inte hennes högsta önskan istället vara att undergräva patriarkatet, eller åtminstone att destabilisera det språkbruk som kan få en lesbisk eller transkvinna att känna sig som om hon vore onaturlig?

Det är därför Napoleon och Mussolini så eftertryckligt betonar kvinnornas underlägsenhet, för om de inte vore underlägsna, skulle de upphöra att förstora. Det bidrar till att förklara att kvinnor så ofta är nödvändiga för män, och det bidrar till att förklara hur otåliga de blir när de drabbas av kvinnlig kritik; hur omöjligt det är för en kvinna att säga att den här boken är dålig, den här tavlan är svag, eller vad det nu kan vara, utan att tillfoga mycket mer smärta och väcka mycket mer vrede än vad en man skulle göra, om han kom med samma kritik. För om hon börjar säga sanningen, krymper gestalten i spegeln; hans livsduglighet minskas.

Undskyld, Aksel. Undskyld, at det er endt sådan her. Undskyld, at jeg var den, jeg var til sidst i vores forhold. Undskyld, at vi gled fra hinanden. Undskyld, at jeg gled fra dig. Undskyld, at jeg ikke kunne gøre dig lykkelig. Undskyld, at jeg ikke særlig tit sagde, jeg elskede dig. Undskyld, hvis du ikke følte dig værdsat. Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev, som du ønskede. Undskyld, at jeg skældte ud. Undskyld, at du døde. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.

Hur kan man önska mänsklig ofullkomlighet från någon som bevisligen inte är mänsklig? Defekter är vår börda att bära, samtidigt som vi strävar efter det omöjligt och ouppnåeligt perfekta. Nu när perfektion sitter rakt framför näsan på mig vore det minsta tecknet på skavanker snarare en tröst.

Den, der ikke befrier sig, fra en jegbevidsthed, der giver sig udslag i stive identificeringer, lever i evig angst for at miste det, der er ‘jeg’. Det gør ham ikke lykkelig, men til gengæld fanatisk med hensyn til at rejse mure og opstille trossætninger. Han vil beskytte det, han identificerer sig med. Mod hvad? Mod forbundetheds-bevidstheden. Det, vi værger os kraftigst imod, har ofte den største lykke parat til os. Så længe vi identificerer os med et eller andet, giver det ingen nydelse; der ligger for megen angst i vores omklamring. Men i samme nu vi giver slip på det i vores indre, slipper vi også vores nydelse fri.

I det omfang, det er gået op for os, at det springende punkt ikke er forladtheden forårsaget af andre, men selvforladthed, en adskillelse fra sit eget væsen, begynder vi at ændre synsretning. Vi ser mere indad end udad, forventer færre henvendelser og mindre hjælp udefra og nøjes med at rydde forhindringerne til selvkærlighed og selvheling af vejen. Befriet for at være fikseret udad, men derimod at være orienteret indad, vil vi føle trykket udefra mindre end trangen indefra. Vi leder ikke længere efter fremmede kilder, men bliver vores levendeheds egen kilde.

Alt det, der er anderledes, skaber angst, fordi det berører ensomhedens sår og lægger sin finger der, hvor vi ønsker at være urørlige og skjulte. Men hvis vi selv beslutter os til at afsløre vores anderledeshed, fordi vi ikke mere kan udholde isolationen, strømmer kærlighed, lykke og befrielse gennem os, af og til endda på trods af, at vi støder på uforstand hos de mennesker, vi har betroet os til. Vi er brudt igennem isolationen, har fundet mod til vores anderledeshed og har, i kraft af den åbne erkendelse af dette skændigste, forvandlet det til den største kostbarhed.

Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores.

A ella no li havia d'explicar res, tenia la lupa escaient per a les meves petites inquietuds. La meva sang era plena de petites partícules de foscor que se m'enganxaven per tot el cos. De manera que m'hi havia d'avesar, havia d'acceptar-les com una part substancial del meu ésser, una part per a la qual en Michael i tots els Michaels d'aquest món no tindrien mai un sensor adequat, una part que primer els intrigaria i després només els cansaria. De tant en tant, a les vores del meu ésser hi ensumarien una tendresa il·lògica, una tenebra que es desprendria de la meva pell, i no sabrien com interpretar-la, malgrat els seus intents benintencionats, emprenyats perquè no serien aquell que em faria estar millor. Em llegirien d'esquerra a dreta, amb molts diccionaris, fent de mi un llibre de tapa dura; i llavors vindria la Lejla, n’arrencaria els fulls i en faria ocellets. Perquè només ella sap que la foscor no s'interpreta, que no hi ha tema ni idea. Només ella sap alliberar-me de les tapes dures.

Intet forhold er helt vort, før sorgen har rørt ved det. Intet ideal, uden at den har åndet på det. Ingen forståelse før den har set ind i vore øjne. Vort sind er som et kammer, fuldt af besøgende — indtil sorgen træder ind, stille eller hårdt; da blir det vort eget, da er vi hos os selv.