Til Gud Quotes

Hvorledes skulle det gå, hvis man slap nordboerne ind i himlen ? I ville gribe efter de hellige jomfruer med utugtig tale, udstøde et hærskrig over for serafer og ærkeengle og skråle efter øl, når I stod ansigt til ansigt med Gud.

Gud gjør sin yterste flid også med landstrykerne og later dem leve. Gud har fåt som en nys om at de intet er, at endog deres ødelæggelse er det rene skrôt uten storhet, det er bare simpel elendighet, simpel undergang, men han later dem ånde ind og ånde ut som veiret er til det.

De fleste af os har drømme, men lægger dem til side som umulige. Men Gud lægger aldrig et ønske i vort hjerte eller giver os tegn til at gå ud på vandet, med mindre han ønsker, at vi skal gå ud i tro og i det mindste gøre forsøget.

Hvorfor blander jeg mig i andres affærer? Hvorfor er jeg overhodet kommet hit til byen? Skete det på grund av en eller annen katastrofe i universet, for eksempel på grund av Gladstones forkjølelse? Hehehe, Gud hjælpe dig, barn, hvis du sier som sandt er: at du egentlig var på veien hjem, men at du med ett blev så levende bevæget ved synet av denne by – så liten og elendig som den er – at du var nær ved å gråte av en hemmelighetsfuld og fremmed glæde da du så alle flagene.

Der er en fordel ved at være en minoritet, som regnes blandt de forfulgte: for i den stilling må du stole på Gud som din kilde. Som Havner engang sarkastisk bemærkede, er det først, når kristendommen bevæger sig fra forfølgelse til popularitet, at kraften forsvinder.

Du er selv den afgrund, der åbner sig under dig, og den bro, du må gå over. Du er selv den sti, du skal følge, og det bjerg, du er nødt til at bestige. Du er den hule, du må finde og træde ind i. Og når du sidder dér, vil du indse, at du er den sky, der svæver på himlen over dig; at du er den Himmelske sang, og at du er regnen, som falder og fordamper på ny; at du dråben, der forener sig med sit hav. du vil ikke have behov for at vide mere, for du vil være selve visheden om Himmerriget, himlen, havet, stjernerne og Altet. Du vil ikke mere være adskilt fra Gud.

Og hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?

Frå byen det berer. Eg lyfter på hatt. Gud veit no den dagen, når dit eg kjem att´. Farvel hovudstaden: i deg var det best: der fann eg dei beste, der lærde eg mest. Lat sjå, du som alltid på folk helder styr! for du er den karen, som kan temja dyr. Men ufrisk i varmen eg alltid deg fann. Du er liksom tanken, du elder din mann. Og derfor til fjells vil eg draga som døl, og kjenningar finna og gløyma meg sjølv.

Og som den gangen da pent kledde menn med briller gikk rundt i strøket og ringte på alle dørene og ville fortelle om Gud og Jesus og himmelen, og mormor sto på balkongen sin i åpen morgenkåpe og skjøt på dem med paintballgevær, og Britt-Marie ikke helt kunne bestemme seg for om hun var mest opprørt over det med paintballgeværet eller det med at mormor ikke hadde noe på seg under morgenkåpen, men meldte henne til politiet for begge deler, for sikkerhets skyld.

Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkomme og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Mennesker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen?

Bodø, Mandag 14. Februar 1916 Kjære Marie, Jeg faar dette avsted med ”Barøy” som kommer hit først i Eftermiddag og gaar til Hamarøy Gud vet naar. Nu har jeg kjøpt forskjellige saker til de Smaa. Kjære, lat dem først faa se på dem efter Tur og saa trække dem op. Og saa lægger du hver undersøkt Ting bort før du tar fat paa en ny. Tilslut vil de se paa alt igjen efter Tur... Kjære, lat dem nu ikke bryte istykker disse dyre Sakerne straks. Faar de Tilsyn saa har jeg Erfaring for at de varer længe. Saa har jeg kjøpt Appelsiner, Druer, Æpler osv, søt Kjeks, Chokolade. Desuten noget Ost, saapas at ogsaa Pikerne maa faa av den iblandt. Sveitserost findes ikke. (Av Mysosten maa Pikerne faa sit eget Stykke at søle med.) Jeg gaar nu ut og ser om jeg faar Blusetøiet og Klæde til Bordduken... Din Knut

Hvis jeg troer uden Beviis, kand jeg henfalde saavel til en falsk, som til en sand Troe: Og hvis jeg antager en Lærdom, som strider imod Sandserne, siger jeg, at Fornuften, som er GUds store Gave, er mig til ingen Nytte.

Gud venter ubevægelig og tavs som en tigger på den, der vil give ham et stykke brød. Tid er Guds venten på vores kærlighed. Stjernerne, bjergene, havet og alt hvad der taler til os i tid, videbringer Guds bøn til os. At spise et stykke brød når man er sulten, er at holde nadver med universet og dets skaber. Og den sjæl der står uden for retfærdigheden, uden for troen, lyver for sig selv. Jordaksen er livets træ, og dets frugter er stjernerne. Den der spiser af solen, lever. Den, der spiser af lyset, lever. Hvis vi som træerne indeholdt klorofyl, ville vi leve af lyset. Kristus er vores klorofyl.

...den store folkesygdom, kilden til al vor fortræd, er den sort kristendom, som af træle prækes for træle, og hvori hælvedes-straffen og læren om guds-billedet, ifølge hvilken alt fribåret (som menneske-båret) er synd, bare synd, – holder folket ræd, hælvedes-ræd, præste-ræd.

Det siunes at Verdens bortliggende Kandt, Vil have sig noget forvaret iblandt, Naturen er icke forbunden Til een eller annen besynderlig Tract, Gud haver og noget ved Polen nedlagt, Hvorved er Fornøyelse funden.

Christus den store og rette Lære-Mester blev af GUD skikked ned paa Jorden, for at drive paa de store Naturens Bud, som vare satte til Side, og haver viset, at ved det Ord Næste ikke maa forstaaes en Medborger alleene, men et hvert Menneske. GUD give, at vi Christne havde efterlevet vor Lære-Mesters og Apostlernes Lærdom herudi!

GUD give, at det vilde blive en Hovet-Troens-Artikel hos os, at de fornemmeligen maatte blive anseet for Kiettere, hos hvilke var ingen Conformitet med andre GUds Børn udi Sæder og Christelige Dyder, og at man vilde dømme mildere om visse brave Mænd, der have søgt at opmuntre Christne til Fred og Samdregtighed, og viset, hvor forargeligt det er at separere sig fra hinanden for visse smaa stridige og undertiden lige gyldige Meeninger.

Aahhh! fandtes der da ikke en større og bedre og retfærdigere gud som kunde slaa mig denne gud til jorden og styrte ham ned til satan i helvede hvor han hørte hjemme.

Han var kvalm og sveitt og søvnlaus, og sa sidan at han ikkje var i tvil om at Gud kalla på han. Ved femtida ropte han: – Så får du ta imot meg, Gud, dersom eg er verdig til det.

Hvor ofte havde han ikke, næsten ydmygt, forundret sig over denne sin Sjæls vidunderlige Rigdom og over sin Aands magtsikre Guddomstryghed, thi Dagene kunde finde ham dømmende Verden og de Ting, som er i Verden, fra helt modsatte Standpunkter og finde ham betragtende dem, Verden og dens Ting, gjennem Forudsætninger, der var saa forskjellige fra hinanden som Nat fra Morgen, uden at dog disse valgte Standpunkter og valgte Forudsætninger, som han havde gjort til sine, nogensinde, selv blot et Sekund, gjorde ham til deres, ligesaalidt som Guden, der har taget Tyrens eller Svanens Skikkelse paa sig, et eneste øjeblik bliver Tyr eller Svane og ophører at være Gud.

Fangen véd selv, at han er fange, en udstødt, et deklasseret subjekt, og han kender sin stilling overfor de overordnede. Men hverken brændemærker eller fodlænker, ejheller lænken til væggen, kan få ham til at glemme, at han er menneske. Og eftersom han i virkeligheden ER et menneske, så må han også behandles menneskeligt. Du store gud - man kan jo alene ved MENNESKELIG behandling gøre endog sådanne væsener til mennesker, hos hvem ethvert spor af gudsbilledet forlængst, forlængst er udslettet. Med disse ‘ulykkelige’ burde man omgås om muligt endnu mere menneskeligt end med nogen anden, thi det er deres eneste trøst og styrkelse og bliver deres redning.

For her er noe annet som er merkelig men sant: I voksenlivets daglige skyttergraver finnes det ikke noe slikt som ateisme. Det finnes ikke noe slikt som å ikke tilbe. Alle tilber noe. Det eneste valget vi har er om hva vi skal tilbe. Og den gode grunnen til å kanskje velge en slags gud eller åndelig ting å tilbe [...] er at stort sett alt annet du kan tilbe vil ete deg levende. Hvis du tilber penger og ting, hvis det er der du finner virkelig mening i livet, vil du aldri få nok, aldri føle at du har nok. Det er sant. Tilbe kroppen din og din egen skjønnhet og seksuelle tiltrekningskraft, og du kommer alltid til å føle deg stygg. Og når tiden og alderen begynner å vise seg vil du dø en million ganger før de endelig sørger over deg.

Gud, hvis du ennå ser: det er ingen hverdag mer. Det er bare stumme skrik, det er bare sorte lik som henger i røde trær! Hør hvor stille det er. Vi vender oss for å gå hjem men alltid møter vi dem. Alt vi fornemmer en dag er de dreptes åndedrag! Om vi i glemsel går: det er asken deres vi trår. Gud, hvis du ennå ser: det er ingen hverdag mer.

Bønn for den reisende: Gud, vær med oss i dag—våk over oss, forsikre oss mot fare. Beskytt oss mot skade. Vær alltid ved vår side av lyset, for å vokte, å herske og veilede oss trygt til vår reise. Amen.

Så en dag på 00-tallet tok Regan en fem minutters pause fra forskningen og stilte seg selv to spørsmål: «Hva kan jeg gjøre for menneskene på jorda? Og hva er ratingen til Gud?» På det siste spørsmålet lot han datamaskinene gå varme før han kom fram til svaret 3600 – det er 750 poeng over Magnus Carlsen, og med et slikt ratingtall vil man etter Regans beregninger alltid spille perfekt sjakk.

Dersom Gud eksisterer, og dersom han virkelig er jordens skaber, så har han -- det ved vi med sikkerhed -- skabt den efter Euklids geometri, og menneskets forstand har han kun givet begreb om tre dimensioner. Der har imidlertid levet og lever den dag i dag matematikere og filosoffer, og dette er tilmed de mest fremragende, som har sine velbegrundede tvivl om, at verden, det vil sige verdensaltet og hele tilværelsen, blot er skabt efter Euklids geometri, ja som har den dristighed at fantasere om, at to paralleller, som ifølge Euklid umuligt kan skære hinanden på jorden, måske kan mødes et sted i uendeligheden. Ser du, brorlil, jeg for mit vedkommende drager nu følgende slutning: kan jeg ikke engang begribe dette, hvorledes skulle jeg så have noget begreb om Gud? Jeg erkender i ydmyghed, at jeg ikke besidder nogen som helst evne til at tumle med sådanne spørgsmål; min forstand er euklidisk, den tilhører denne verden. Hvorledes skulle vi vel kunne afgøre noget, som ikke er af denne verden?

men var han ikke Synthese, kunde han slet ikke fortvivle, og var Synthesen ikke oprindeligt fra Guds Haand i det rette Forhold, kunde han heller ikke fortvivle.

derfor kjenner Mette, når ho går forbi misjonshuset på veg til eitt av mange hustrekalde møte, at ho misunner dei som sit innanfor veggene der og spelar gitar: Dei er mange. Dei er trygge, dei følgjer kvarandre mildt opp som åra går, med yngres lag og eldres lag og barnelag, dei spaserer ei opptrekt rute fram, og det er opplagt for dei som smør at verda er vond, men Gud god, alt forklarleg er greitt og det uforklarlege er også greitt, eit under er eit under, og skrifta som dei held seg til, er ikkje til å gå seg vill i, men delt opp og nummerert i passelege småstykke til å ta inn og tygge på og glede seg over,

I sitrende villskap og med intense bønner til min unge Gud fulgte jeg insektets lette flukt. Skjelvende stilte jeg på det når det slo seg ned på en solvarm stein og spilte ut sine strålende vinger. Generasjoner av varmblodige stimenn gråt i meg når flyet kastet seg ut i sommerdagens lysmette luft og flagret videre. De jublet i min jubel da jeg til slutt fanget dette levende smykke fra veikantens nesleskog og kverket det med en dråpe eter. Dette var min første jakt.

I sidste instans findes der kun to slags mennesker: Dem, der ender med at sige ‘Din vilje ske’ til Gud, om dem, til hvem Gud ender med at sige ‘Din vilje ske’.

Det turde fremgå av overstående at under en kommende rettsak blir det for mitt vedkommende ikke tale om forsvar, men bare om angrep. Det er påtalemyndighetene som har valgt ut nettopp den trykksak de likte minst. Hvis de vil ha slagsmål, så skal de få det. Det hender at den slags ting fører til friskere luft og videre synspunkter. I så fall: Gud velsigne pornografien!

Ja hva var kjærligheten? En vind som suser i rosene, nei en gul morild i blodet. Kjærligheten var en helvedeshet musikk som får selv oldingers hjerter til å danse. Den var som margeritten som åpner seg på vid vegg mot nattens komme, og den var som anemonen som lukker seg for et åndepust og dør ved berøring. Slik var kjærligheten. Den kunne ruinere sin mann, gjenreise ham og brennemerke ham igjen; den kunne elske meg i dag, deg imorgen og ham imorgen natt, så ubestandig var den. Men den kunne også holde fast som et ubrytelig segl og blusse like uutslukkelig til dødens stund, for så evig var den. Hvorledes var da kjærligheten? O, kjærligheten den er en sommernatt med stjerner på himmelen og duft på jorden. Men hvorfor får den ynglingen til å gå skjulte veier og hvorfor får den oldingen til å stå på tærne i sitt ensomme kammer? Akk, kjærligheten den gjør menneskehjertet til en sopphave, en frodig og forskammet have hvori står hemmelighetsfull og frekk sopp. Får den ikke munken til å luske innover stengte haver og legge øyet inn til de sovendes vinduer om natten? Og besetter den ikke nonnen med dårskap og formørker prinsessens forstand? Den slår kongens hode i veien så hans hår feier alt veiens støv, og derunder hvisker han ublu ord for seg selv og ler og stikker tungen ut. Således var kjærligheten. Nei nei, den var atter meget anderledes og den var som ingen annen ting i hele verden. Den kom en vårnatt til jorden da en yngling så to øyne, to øyne. Han stirret og så. Han kysset en munn, da var det som to lys traff hverandre i hans hjerte, en sol som lynte mot en stjerne. Han falt i en favn, da hørte og så han intet mere i hele verden. Kjærligheten er Guds første ord, den første tanke som seilet gjennom hans hjerne. Da han sa: Bli lys! ble det kjærlighet. Og alt han hadde skapt var såre godt og han ville intet ha ugjort igjen derav. Og kjærligheten ble verdens opphav og verdens hersker; men alle dens veier er fulle av blomster og blod, blomster og blod.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . .

-« det er den (Kvinnens sjel) som gjør hennes glede mer strålende, og hennes hengivelse og utholdenhet i motgang større enn noen sinne mannens. Han taler og handler, hun lider og tier. Ja, den er vakker, denne viljen til å lide og tie, denne Guds og naturens taushet i henne, den er skapt til å seire i sin stille makt.