Sad Af Quotes

We've searched our database for all the quotes and captions related to Sad Af. Here they are! All 14 of them:

If I'm not swimming as hard as I can, feet thrashing at the waves, I'm drowning.
Ann Liang (If You Could See the Sun)
No reason. They (some things) just are, and that's all there is to it. Some things you just have to accept and move on from.
A.F. Harrold (The Afterwards)
Det var en Foraarsaften, Solen skinnede saa rød ind i Stuen, den var lige ved at gaa ned. Vingerne af Møllen deroppe paa Volden drev deres Skygger over Ruderne og Værelsets Vægge, kommende, svindende, i ensformig Veklsen af Skumring og Lys: - een stund Skumring, to Stunder Lys. Ved Vinduet sad Niels Lyhne og stirred gjennem Voldens bronzemørke Ælme mod Skyernes Brand. Han havde været udenfor Byen, under nyudsprungne Bøge, mellem grønne Rugmarker, over blomsterbrogede Enge; Alting havde været saa lyst og let, Himlen saa blaa, Sundet saa blankt og de spadserende Damer saa sælsomt smukke. Syngende var han gaaet henad Skovstien, saa blev Ordene borte i hans Sang, saa lagde Rhytmen sig, saa døde Tonerne bort og Stilheden kom som en Svimmelhed over ham. Han lukkede Øjnene, men endda mærkede han, hvordan Lyset ligesom drak sig ind i ham og flimred gjennem alle Nerver, medens den køligt berusende Luft ved hvert Aandedrag sendte det sært betagne Blod med vildere og vildere Kraft gjennem de i Magtesløshed dirrende Aarer, og der kom ham en Følelse paa, som om alt det Myldrende, Bristende, Spirende, Ynglende i Vaarnaturen om ham, mystisk søgte at samle sig i ham i eet stort, stort Raab; og han tørsted efter dette Raab, lytted til hans Lytten tog form af en uklar, svulmende Længsel. Nu, han sad der ved Vinduet, vaagnede Længslen igjen.
Jens Peter Jacobsen (Niels Lyhne)
Jeg kommer med fred,” sagde den og tilføjede efter et langt øjeblik med mere skurren, ”før mig til jeres øgle” (…) ”Den kommer fra et meget gammelt demokrati, ser du”. ”Vil det sige, at den kommer fra en øgleverden?” ”Nej”, sagde Ford (…), ”så enkelt er det ikke. Ikke tilnærmelsesvis så ligetil. I den verden er folket mennesker. Lederne er øgler. Folket hader øglerne, og det er øglerne, der regerer over folket”. ”Besynderligt”, sagde Arthur. ”Jeg syntes, du sagde, at det var et demokrati”. ”Det gjorde jeg også,” sagde Ford, ”og det er det også”. ”Hvorfor skiller folket sig så ikke bare af med øglerne?” spurgte Arthur og håbede ikke, at han lød latterligt kværulantisk. ”Det falder dem ærlig talt ikke ind”, sagde Ford. ”De har alle sammen stemmeret, så de går ligesom ud fra, at den regering, de har stemt ind, mere eller mindre svarer til den regering, de ønsker”. ”Vil de siger, at de rent faktisk stemmer på øglerne?” ”Ja, ja,” sagde Ford og trak på skuldrene, ”selvfølgelig”. ”Jamen hvorfor?” sagde Arthur og gik atter efter præmiespørgsmålet. ”For hvis de ikke stemte på en øgle, var det måske den forkerte øgle, der ville komme ind (…) Nogle siger, at øglerne er det bedste, der nogensinde er hændt dem. De tager selvfølgelig fejl, tager fuldstændig og aldeles fejl, men nogen er jo nødt til at sige det”. ”Jamen, det er jo frygteligt,” sagde Arthur. ”Ved du hvad, kammerat? Hvis jeg havde fået en altariansk dollar for hver gang, jeg har hørt nogen i en del af universet kaste et blik på nogen i en anden del af universet og sige, 'jamen, det er jo frygteligt', sad jeg ikke her og opførte mig som en citron, der leder efter noget gin. Men det har jeg ikke, og det gør jeg”.
Douglas Adams (The Ultimate Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (Hitchhiker's Guide to the Galaxy, #1-5))
Dear Jon, A real Dear Jon let­ter, how per­fect is that?! Who knew you’d get dumped twice in the same amount of months. See, I’m one para­graph in and I’ve al­ready fucked this. I’m writ­ing this be­cause I can’t say any of this to you face-to-face. I’ve spent the last few months ques­tion­ing a lot of my friend­ships and won­der­ing what their pur­pose is, if not to work through big emo­tional things to­gether. But I now re­al­ize: I don’t want that. And I know you’ve all been there for me in other ways. Maybe not in the lit­eral sense, but I know you all would have done any­thing to fix me other than lis­ten­ing to me talk and al­low­ing me to be sad with­out so­lu­tions. And now I am writ­ing this let­ter rather than pick­ing up the phone and talk­ing to you be­cause, de­spite every thing I know, I just don’t want to, and I don’t think you want me to ei­ther. I lost my mind when Jen broke up with me. I’m pretty sure it’s been the sub­ject of a few of your What­sApp con­ver­sa­tions and more power to you, be­cause I would need to vent about me if I’d been friends with me for the last six months. I don’t want it to have been in vain, and I wanted to tell you what I’ve learnt. If you do a high-fat, high-pro­tein, low-carb diet and join a gym, it will be a good dis­trac­tion for a while and you will lose fat and gain mus­cle, but you will run out of steam and eat nor­mally again and put all the weight back on. So maybe don’t bother. Drunk­en­ness is an­other idea. I was in black­out for most of the first two months and I think that’s fine, it got me through the evenings (and the oc­ca­sional af­ter­noon). You’ll have to do a lot of it on your own, though, be­cause no one is free to meet up any more. I think that’s fine for a bit. It was for me un­til some­one walked past me drink­ing from a whisky minia­ture while I waited for a night bus, put five quid in my hand and told me to keep warm. You’re the only per­son I’ve ever told this story. None of your mates will be ex­cited that you’re sin­gle again. I’m prob­a­bly your only sin­gle mate and even I’m not that ex­cited. Gen­er­ally the ex­pe­ri­ence of be­ing sin­gle at thirty-five will feel dif­fer­ent to any other time you’ve been sin­gle and that’s no bad thing. When your ex moves on, you might be­come ob­sessed with the bloke in a way that is al­most sex­ual. Don’t worry, you don’t want to fuck him, even though it will feel a bit like you do some­times. If you open up to me or one of the other boys, it will feel good in the mo­ment and then you’ll get an emo­tional hang­over the next day. You’ll wish you could take it all back. You may even feel like we’ve en­joyed see­ing you so low. Or that we feel smug be­cause we’re win­ning at some­thing and you’re los­ing. Re­member that none of us feel that. You may be­come ob­sessed with work­ing out why ex­actly she broke up with you and you are likely to go fully, fully nuts in your bid to find a sat­is­fy­ing an­swer. I can save you a lot of time by let­ting you know that you may well never work it out. And even if you did work it out, what’s the pur­pose of it? Soon enough, some girl is go­ing to be crazy about you for some un­de­fin­able rea­son and you’re not go­ing to be in­ter­ested in her for some un­de­fin­able rea­son. It’s all so ran­dom and un­fair – the peo­ple we want to be with don’t want to be with us and the peo­ple who want to be with us are not the peo­ple we want to be with. Re­ally, the thing that’s go­ing to hurt a lot is the fact that some­one doesn’t want to be with you any more. Feel­ing the ab­sence of some­one’s com­pany and the ab­sence of their love are two dif­fer­ent things. I wish I’d known that ear­lier. I wish I’d known that it isn’t any­body’s job to stay in a re­la­tion­ship they don’t want to be in just so some­one else doesn’t feel bad about them­selves. Any­way. That’s all. You’re go­ing to be okay, mate. Andy
Dolly Alderton (Good Material)
Jeg har hverken råd eller kræfter til at være stolt lige nu. Jeg er så uendeligt træt af det her. Jeg ruller med resolutte skridt mit sovende barn hen mod caféen, hvor min veninde drikker kaffe. Jeg overvejer at lade som om, jeg ikke har set hendes billede på Instagram, men simpelthen bare er kommet herhen for at drikke kaffe. Jeg tænker, at det alligevel nok er bedst, hvis jeg giver lyd først. Jeg skriver overdrevet henkastet, at jeg er på vej, jeg kunne se på hendes billede, at hun sad ved vandet, at jeg alligevel skulle den vej og er der om et øjeblik. Jeg går så hurtigt, jeg kan. Da jeg er halvvejs, kommer der svar. Hun skriver, at der er ved at gå, hendes barn skal sove, han sover bedst derhjemme.
Carolina Setterwall (Lad os håbe på det bedste)
An' you can shut your trap, Johnny Cade, 'cause we all know you ain't wanted at home, either. And you can't blame them
S.E Hinton (Summer Reading Books Grade 7 & 8: The Outsiders; War of the Worlds; the Pigman; the Black Pearl; Island of the Blue Dolphins)
Sorrysorrysorrysorrysorry
Kathleen Glosgow
It was a strange thing, thinking about what I had intended for my life and seeing how things played out. There's a sadness I had to wait out before I could make up my mind to do something about my situation. A mourning for the life I thought I would have...
A.F. Presson (Blind Trust (Trust #1))
Mine udgydelser i notesbogen bestod af brudstykker af mit liv, som jeg arrangerede efter forgodtbefindende, jeg lod mig føre hvor som helst hen, jeg gennemlevede øjeblikke, som jeg aldrig havde oplevet i virkeligheden, men som jeg fantaserede mig til, jeg sad ikke i sandhedens gabestok som henne hos lægen.
Marie Cardinal (The Words to Say It)
Han skulle bare vide, at det var den gale, han talte til! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Jeg forestillede mig, hvordan hun sad for ikke ret længe siden, nøgen, midt i alt sit blod, sammenkrøben i mørket ude på badeværelset, mellem bidetet og badekarret, rystende, svedende, rædselsslagen, ude af stand til at leve. Det fik jeg dig ud af, gamle tøs! Tænk, det fik jeg dig ud af! Det var nærmest som et mirakel , et eventyr, trolddomsskunst. Mit liv var totalt forvandlet. Ikke blot havde jeg fundet et udtryksmiddel, jeg havde også helt alene fundet en vej væk fra min familie, væk fra mit miljø, sålede at jeg nu kunne opbygge mit eget univers.
Marie Cardinal (The Words to Say It)
How do you release yourself? Through the analytic knowledge of facts. How can you stay angry if you are aware of yourself as a constantly changing process? The continuity of your anger gets broken. How can you stay depressed? The continuity of your sadness gets broken. It transforms. You associate with the not-mad and not-sad. You take responsibility for your mad and sad. You stop being stuck in those same old thought patterns. You stop thinking over and over again, „Well, I reacted once with anger, and now I‘m stuck here. There‘s nothing I can do about it.“ Because you absolutely can do something about it. The fact that you are selfless means that you are not a fixed entity; you are changeable. You can transform your thoughts in order to transform your life. (p. 67)
Robert A.F. Thurman (Infinite Life: Awakening to Bliss Within)
Imidlertid sad Fru Fanny og kjedede sig. Lille Christian Fredrik var sendt ud med Barnepigen; Gaden var afskyelig, støvet, varm og fuld af simple Folk, som gjorde Lørdagsindkjøb; — Fruen gad ikke se ud. Lænet helt tilbage i sin blødeste Stol sad hun og gabede foran Speilet: skulde hun tage Madeleine med til Byen imorgen — der var gaaet nogle Dage siden hendes sidste Besøg — og heller resikere at blive staaende som Skjæmbræt; — eller skulde hun begynde for egen Regning? — ja hvorfor ikke! — men han kom jo aldrig indom, naar Madeleine ikke var i Byen — aa! man kunde gabe sine Kjæveben af Led! Da han nu pludseligt traadte ind i Stuen, gik der et Stød gjennem hende; men hun blev liggende i Stolen og rakte ham sin venstre Haand, som var nærmest: „Velkommen — Hr. Kandidat! — jeg sad just og tænkte paa Dem i min Ensomhed.“ „Det var smukt af Dem — Frue!“ svarede han og satte sig foran hende. „Ja — hvad kan man ikke falde paa for dumme Ting, naar man sidder saaledes alene —“ „Jeg var ellers ikke det dummeste, De kunde tænke paa,“ svarede Delphin muntert; men det er igrunden sandt, De sidder vist meget alene i den sidste Tid. „Aa ja — hvis jeg nu havde mine Grunde“ „Saa vilde jeg tillade mig at spørge efter disse Grunde.“ „Det var kanske det bedste, om jeg fortalte Dem mine Grunde —“ sagde Fruen og betragtede, opmærksomt Spidsen af sin Fod, som stak frem, idet hun laa tilbagelænet. Hun havde smaa, spidse Parisersko med udskaarne Striber over Vristen, hvor man saa en glat, mørkeblaa Silkestrømpe. „Jeg forsikrer Dem Frue! — at jeg vilde være ligesaa taknemmelig som discret.“ „Madeleine er jo saa ung,“ sagde Fruen, somom hun fortsatte sin egen Tankegang, — „jeg er jo paa en vis Maade forpligtet til at passe lidt paa hende — og —“ „Mon det skulde være saa nødvendigt?“ — spurgte han. „Aa ja! — naar en ung Pige saa naiv som Madeleine kommer i Berørelse med Herrer, der ere, — nuvel! der ere saa behændige som De — Hr. Kandidat Delphin! — saa —“ hun saa paa ham, idet hun stansede i Sætningen. „De gjør mig altfor megen Ære! —“ lo han, „desuden — hvorledes skulde det kunne falde mig ind at benytte mig af —“ „Pyt!“ afbrød hun og trak sine Øienbryn op, „den Snak kjender vi. De er som alle de andre; De tager ikke i Betænkning at benytte Dem af enhver — selv den allermindste Chance — ikke sandt? — vær nu oprigtig!“ „Nuvel —“ svarede han og stod op, „naar De gaar mig saadan paa Livet, saa vil jeg jo tilstaa, at naar jeg ser et Jordbær, som ingen passer paa, saa ta’r jeg det ialmindelighed.“ „Ja — det er just den Graadighed hos Mandfolkene, jeg finder ligesaa farlig som forunderlig.“ „Ih — men Frue! Jordbær ere dog saa fortryllende!“ „Ja — naar de ere modne —“ svarede Fru Fanny. De sidste Ord kom saa blødt som Kattefødder. Georg Delphin var gaaet et Par Skridt henover Gulvet. Han vendte sig hurtigt og fik netop se det sidste Glimt af et Blik, som maatte have hvilet paa ham, mens hun talte. Det var ikke ofte, han mistede sin Holdning i Konversationer som denne; men den Opdagelse, han gjorde eller troede at gjøre, Uvisheden, den forfængelige Glæde — forvirrede ham, saa han stammede, blev rød og stod og stirrede paa hende. Udstrakt som hun laa i den lave Stol løb de bugtede Linier fra det lille Hoved nedover de fyldige Lemmer — helt ud til Spidsen af hendes Parisersko. Hendes Skjønhed var saa fuldt færdig, saa sikker og ubekymret i hvert Led og hver Bøining. Hun forstod, at nu var det nok og reiste sig uden at lægge Mærke til hans Forvirring. „Ved De hvad!“ sagde hun pludseligt og lo høit, „det er dog latterligt, at jeg vil holde Prækener for Dem. Hver faar passe sig selv, og jeg maa gaa og passe en Kjole — jeg haaber, De undskylder. Godaften — Hr. Kandidat! — maatte Deres Jordbær bekomme Dem vel!
Alexander L. Kielland
She was sad.
A.F. Steadman (Skandar and the Phantom Rider)