Nok Nok Quotes

At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man ha

Nyhetene forgifter meg, og jeg merker jeg er sjeleglad for at det kommer en generasjon som er oppfostret på såkalt virkelighetsflukt. For de kommer til å redde ræva til oss alle. De vil ikke vippes av pinnen når problemet blir for stort. De har lest nok dystopier til å vite at regimer kan lyve. Nok fantasy til å vite at enkeltmennesker kan vinne over umulige odds. Nok sci-fi til å vite at framskritt også kan være et skritt tilbake. Og de vet at alle har lik verdi, uansett rase, legning eller religion. Og neste gang noen spør meg hvorfor fantasy er så populært skal jeg svare at det ikke spiller noen rolle, vi skal bare være glad for at det er det. Det er sånne som kommer til å overleve zombieapokalypsen, for å si det sånn.

Jeg har tit nok været bange for livet, men aldrig døden.

Dine augo dei opnar mitt hjarta og seier at livet finst til Dine augo dei opnar mitt hjarta og gjer at eg nok ein gong vil

En liten storm er tilsjøs det som man på landjorden kaller orkan eller tyfon. Det er nok til at en ombordværende landkrabbe bereder seg på å møte døden, og nok til at en sjømann må bruke begge hendene hvis han vil tenne seg en sigarett på dekk.

Markboen tapte ikke hodet. Han fandt ikke luften usund for sig, han hadde publikum nok til sine nye klær, han savnet ikke diamanter, vin kjendte han fra bryllupet i Kana. Markboen gjorde sig ikke ondt av de herligheter han ikke fik: kunst, aviser, luksus, politik var værd nøiagtig det som menneskene vilde betale for det, ikke mere; markens grøde derimot den måtte skaffes til hvilkensomhelst pris, den var altings ophav, den eneste kilde.

Studerer man lenge nok de bibelske lignelser, lukkes sjelen gradvis inne i vanviddets labyrint.

Den lange jærnbanereise har rystet sammen alle de forskjellige dele i vore hoder, det danser mange løse ting omkring derinde, vi kjører endnu; selv har jeg desuten et lite tillæg av mathet, av ubehag, feber. Det der må nok kureres med en bitte liten dram, sier jeg. Og så ser jeg min leilighet til å hælde kognak i et ølglass.

Stop talking like a sailor, Adjutant Stormy,’ Nok said. A smile amidst the red, bristling beard. ‘Ain’t no Adjutant any more, Admiral.’ Thin brows rose, and Nok said, ‘Title alone gifts the bearer with intelligence?’ Stormy nodded. ‘That it does, sir. Which is why Gesler’s a sergeant and I’m a corporal. We get stupider every year that passes.’ ‘And

Jeg får vel ta meg en kikk på ham. Forfattere er alltid litt tvilsomme personer, men jeg vet nok hvordan jeg skal ta den slags typer.

Det var intet pent på denne mand, han var så ufuldkommen, stærk nok over akslerne; men med nogen skrøpelige lægger, han så ut som han var undfanget av en elev, en lærling i faget...

Darwésh havde engang sagt, at bøgerne sandt nok var friheden, men at Koranen var verdens største fængsel, og at enhver, der troede sig fri i Koranens bur, var en fornuftsløs tåbe uden øjne.

Edevart var alene mand om alt om bord og på land... han skulde nok ha hat nogen til å koke mat for sig; men også det fik gå som det kunde, han levet på tørmat og kaffe og klaget ikke over kostholdet.

Før avreisen advarte obersten alle mot å forsøke å begå selvmord mens han var borte. Og ingen måtte dra til Nordkapp på egen hånd. Obersten sa at han begynte å få nok av selvtektstendensene i gruppa.

Slik som det varmet. Et lyspunkt i alt det mørke. Det var bygda på sitt beste. Når ulykken rammer, stilles det opp. Det skulle heller ikke glemmes. Ragna og Bjarne hadde syv barn, hun skulle ha mer enn nok med sitt eget slit.

[After Nalena realizes Nok can read her thoughts] [Garrett] leans towards me until his face is almost touching the skin of my cheek. 'You're thinking, oh crap, aren't you?" he says. I swallow. Nod. Gulp. "Yeah."... [Nok] looks at me one more time, his face as open and inviting as a meadow. He says with a shrug, "You. Fine." Then he turns on his heels and leaves. "Oh...did you see that?" Mark pipes up. "Nok's got a crush on Nali. You got two whole words out of him!

Etter å ha gått på dans i forskjellige ungdomshus i nokre år og stort sett dansa åleine, fann eg ein gong ut, det må ha vore seint på kvelden, og einkvan må nok ha gitt meg tilstrekkeleg å drikke, at eg skulle be ei jente opp til dans.

Before I continue with the scholarly account of tribalography, I want to tell you a Choctaw story. My tribe’s language has a mysterious prefix that, when combined with other words, represents a form of creation. It is nuk or nok, and it has to do with the power of speech, breath, and mind. Things with nok or nuk attached to them are so powerful they create. For instance, nukfokechi brings forth knowledge and inspiration. A teacher is a nukfoki, the beginning of action.

Og hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?

Hvis du ikke kan løbe fra dine problemer, løber du ikke hurtigt nok.

Når du allerede fra fødslen stemples, fordi du kun er en pige; når du fødes med mærkaterne skyld og skam præget ind i huden, fordi du kun er en pige; når dit vilkår som menneske er, at du aldrig vil være god nok, fordi du ikke er født som dreng – så har du kun tre veje, du kan vælge gennem livet: Du kan forsøge at holde ud, dræbe din stemme og gennemleve volden og undertrykkelsen som en tavs eksistens bag dit slør. Du kan dø for din egen hånd eller en mands. Eller du kan forsøge at bryde fri, selvom det koster dig alt. Måske endda livet.

I Orienten er de riktig Skam at mælde fæle mens vi er noksaa reformerte og katolske sjæle. De kalder deres Gud for Allah, Bibelen Koran, En Djævel har de ogsaa nok; men ingen ægte Fan.

Og nok en gang fikk professoren rett. Det var noe mindre hyggelig. Det var Harry Hole. Mer presist: den Harry Hole du ikke vil treffe. Den med de ekstra blodskutte øynene, med det jagede, desperate uttrykket i ansiktet som betydde trøbbel. «Hypnose,» sa Harry. Han var andpusten, og ansiktet glinset av svette. «God kveld til deg også, Harry. Vil du komme inn? Om ikke døråpningen er for trang, da.»

Din historie er over. Vi har fortalt den til ende; den var hverken kort og underholdende eller lang og kjedsommelig, den var en hermetisk historie. Vi har fortalt den for dens egen skyld, for du var enkel nok.

Løytnanten optrådte som det anstod sig ham, han var den overlegne, han hadde det i sin makt å øve selvtekt og han gjorde det ikke. Å en ualmindelig herre! det hadde den største betydning for ham at han hverken var blit bedt om eller tvunget til dette - for så skulle han nok ha reagert, ho. Han hadde selv bestemt i hvilken utstrækning han vilde være overlegen: Han vilde være det i videste utstrækning, konen kunde få gå i fred. Det var noget i retning av humanisterne.

Utålmodig tørket hun av støvet med lommetørkleet. Så høyt hun enn elsket dette landet, var likevel australierne de mest irriterende menneskene hun noensinne hadde hatt med å gjøre. Deres familiære og likeglade oppførsel kunne ta knekken på en helgens tålmodighet, og selv om hun gjerne innrømmet at noen helgen var hun så visst ikke, skulle hun ønske de tok seg litt sammen. En porsjon med kostskole og engelsk vinter i et trekkfullt herskapshus ville nok få skikk på dem - slik det hadde fått skikk på henne.

… Men kære, kære Herre, hvem af os Mennesker kan vel egentlig hjælpe sin Næste? Hvem kan hjælpe ham saadan, som han ønsker det i sin Sjæls Inderste? Nej, vi maa nok se af hjælpe os selv! De vil maaske ikke tro det, men undertiden, — naar jeg ligger saadan ganske ene, akkurat, ligesom der ikke var andre Mennesker til i Verden end jeg og som jeg var det eneste Levende, saa er det mig tidt og mange Gange, som om En velsignende lagde sin Haand paa mit Hoved ; og saa faar jeg saadanne besynderlige Tanker, ganske besynderlige Tanker…

[Wergeland] slapp å bli en olding som satt og gjorde seg motbydelig for sine omgivelser ved sin elde. En gave var det til ham fra gudene, en nåde var det mot ham av gudene. Og heller ikke gled han nedover til den slappelse i sin produksjon som kanskje ville føre til en St. Olav eller en annen fin anerkjennelse, dertil ble han iallfall ikke gammel nok; nei han døde ung. (”Wergeland”, tale på Henrik Wergelands hundreårsdag 17. juni 1908)

Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.

Derfor vil vi heller stille det mindre pretensiøse spørsmålet om hva menneskene i sin atferd selv stiller opp som mål og hensikt med livet, hva de krever av det, og hva de vil oppnå med det. Svaret her er neppe til å ta feil av. De streber etter lykken, de vil være og forbli lykkelige. Denne streben er tosidig med et positivt og et negativt mål; på den ene siden viker vi unna for ulyst og smerte, på den andre siden ønsker vi å oppleve sterke lystfølelser. I overensstemmelse med denne spalting i målsettingen streber menneskene i to retninger, alt etter som de søker å virkeliggjøre det ene eller det andre målet. Det er som man ser ganske enkelt lystprinsippets program som her settes opp som hensikten med livet. Allerede fra begynnelsen av behersker dette prinsippet det sjelelige apparats ytelser. Om prinsippets hensiktsmessighet kan de ikke være noen tvil, og likevel er dets program i strid med hele verden, med makrokosmos såvel som med mikrokosmos. Det er overhodet ikke gjennomførlig. Hele altets innretninger motarbeider det, og man føler seg fristet til å si: Den hensikt å gjøre mennesket «lykkelig», er ikke med i «skapelsesplanen». Hva man i engere forstand kaller lykke, skyldes den plutselige tilfredsstillelse av et lenge oppdemmet behov og er derfor i sin natur mulig kun rent episodisk. Enhver konstans, enhver vedvaren i en situasjon med utspring i lystprinsippet, gir bare et lunkent velvære. Vi er slik innrettet at vi bare kan nyte kontrasten intensivt, selve tilstanden blir svak i sammenligning. Våre muligheter til å oppleve lykke reduseres på den måten ved vår konstitusjon. Ulykken lar seg nok langt lettere erfare. Fra tre sider truer lidelsene oss: Fra vår egen kropp, som går mot forfall og oppløsning og som varselsignal ikke mangler smerte og angst, fra omverdenen, som kan rase mot oss med overmektige, ubønnhørlig ødeleggende krefter, og endelig fra forholdet til andre mennesker. Den lidelsen som kommer fra den siste kilden, føles muligens sterkere enn noen annen.

Wanneer ik probeer na te gaan wat ik aan de kant van Méséglise te danken heb - de bescheiden ontdekkingen die daar hun toevallige decor of onmisbare inspiratiebron hadden - herinner ik me dat het op een van die wandeltochten was, dat najaar, bij de dichtbegroeide helling die Montjouvain beschut, dat ik voor het eerst werd getroffen door die onevenredigheid tussen onze indrukken en de gebruikelijke uitdrukkingswijze daarvan. Toen ik, na een uur monter tegen regen en wind te hebben opgetornd, aankwam bij de plas van Montjouvain, bij een met dakpannen afgedekt hutje waar de tuinman van M. Vinteuil zijn gereedschap opborg, was de zon weer doorgebroken, en zijn in de stortbui schoongespoelde verguldsel glansde als nieuw in de lucht, op de bomen, op de muur van de hut, op het nog natte pannendak, waar boven aan de nok een kip rondstapte. De blazende wind rukte horizontaal aan de grassen die in het muurbeschot groeiden en aan de donzen veren van de kip, die, het ene zowel als het andere, gerekt tot in hun volle lengte, meegaven op het waaien met de overgave van inerte, lichte dingen. Het pannendak bracht in de plas, die de zon opnieuw liet spiegelen, een roze marmering teweeg waar ik nooit eerder acht op had geslagen. En toen ik op het water en op het muurvlak een bleke glimlach de glimlach van de hemel zag beantwoorden, riep ik in mijn enthousiasme, zwiepend met mijn weer dichtgevouwen paraplu: 'Allemachtig, allemachtig.' Maar tegelijkertijd besefte ik dat het mijn plicht zou zijn geweest het niet bij die ondoorzichtige woorden te laten, maar te proberen iets van mijn verrukking te begrijpen. En het was ook die dag - dankzij een voorbijkomende boer die er al uitzag of hij vrij slechtgehumeurd was, wat erger werd toen hij bijna mijn paraplu in zijn gezicht kreeg, en die mijn 'mooi weer hè, goed om te lopen' stug beantwoordde - dat ik te weten kwam dat dezelfde emoties zich niet tezelfdertijd, volgens een al van tevoren vaststaand patroon, bij alle mensen voordoen. Altijd als ik, later, door het wat langdurige lezen in een spraakzame stemming was gebracht, had de schoolvriend met wie ik maar al te graag een gesprek wilde beginnen er juist plezierig op los gepraat en wenste nu ongestoord te kunnen lezen. Als ik net vol genegenheid aan mijn ouders had gedacht en bezield was van de beste voornemens, die hun het meest plezier zouden doen, hadden zij dezelfde tijd gebruikt om achter een - door mij vergeten - pekelzonde te komen waar ze mij streng om berispten terwijl ik naar hen toe rende om hun een zoen te geven.

Samo da nije te taštine. Te vražje taštine. Erikina taština za¬daje majci brige i pravi joj je trn u oku. Jedino što bi Erika postupno morala naučiti jest ne biti tašta. Bolje sada nego poslije, jer je u dobi koja već kuca na vrata taština poseban teret. A starost je dovoljan teret sam po sebi. Ah, ta Erika! Zar su velikani glazbene povijesti možda bili tašti? Nisu. Je¬dino čega se Erika mora odreći jest taština. U slučaju nužde majka će Eriku lijepo istesati, tako da se za nju ne može uh¬vatiti ništa suvišno. Mama pokušava djetetu istrgnuti haljinu koju ono grčevito drži prstima, dobro uvježbanim za takve borbe. Pusti, viče majka, daj to ovamo! Treba te kazniti zbog požude za ispraz¬nim stvarima! Dosada te život kažnjavao tako što nije obra¬ćao pozornost na tebe, a sada će te dodatno kazniti i tvoja majka tako što ni ona neće obraćati pozornost na tebe, iako se kinduriš i lickaš poput klauna. Daj tu haljinu ovamo! Odjednom se Erika okrenula i odjurila do svojeg ormara s odjećom. Obuzela ju je nejasna slutnja, koja se već više puta obistinila. Danas opet nešto nedostaje, ovaj put tamnosivi jesenski komplet. Sto se dogodilo? Čim je primijetila da nešto nedostaje, Erika je odmah znala tko je za to odgovoran. Samo jedna osoba dolazi u obzir. Ti, gaduro, gaduro jedna, urla Erika na sebi nadređenu instanciju i poput pandži zabija nok¬te u majčinu tamnoplavo obojenu kosu s prst izraslim sjedi-nama. Frizer je naime skup pa zato majka njemu i ne odlazi. Jednom mjesečno Erika majci boji kosu kistom i Polycolo~ rom. Sada čerupa majčinu glavu, koju je vlastoručno uljepšala. Bijesno majku vuče za kosu. Majka jauče. Kada je prestala vući, Eriki su ruke pune pramenova, koje nijemo i u čudu promatra. Kemija je već ionako slomila svaki otpor u majčinoj kosi, ali ni priroda tu nije izvela majstorsko djelo. Erika u prvi tren ne zna kamo s vlasima. Napokon odlazi u kuhinju i u kantu za smeće baca tamnoplave pramenove prošarane sjedinama.

Vi blir født alene og dør alene. Det er bare å venne seg til det først som sist. Alenheten er grunnleggende i hele konstruksjonen. Den er så å si selve bærebjelken. Man kan leve sammen med andre, men sammen betyr som regel ved siden av. Og det er fint nok. Man lever side om side med andre og i heldige glimt lever man kanskje til og med sammen med dem. Man sitter i samme bil, spiser samme middag, feirer samme jul. Men det er noe annet å kjøre bil sammen, spise middag sammen eller feire jul sammen. Det er ytterligheter, To planeter.

[...] og at han la særlig vekt på å gjennomgå Ibsens dramaer med sine elever, da var det den andre kunne si: Ja, Ibsen, ja, han ligger nok for høyt for meg, eller: Nei, du vet, jeg har aldri kommet til å interessere meg for litteratur, og i dette lå det en beklagelse, og den var ikke deres egen, for de var jo så lite interessert i litteratur og Ibsens dramaer at de ikke så noen grunn til å beklage det, hva i himmelens navn var det de skulle beklage, for sin egen del? Nei, det var som samfunnsmennesker de fant det nødvendig å uttrykk denne beklagelse, altså beklagelse som et nødvendig uttrykk for den dannelse ethvert sivilisert samfunn søker å gi sine borgere, og som det, som man ser, i dette tilfellet hadde lykkes med. At enkle samtaler mellom gamle kjente som tilfeldigvis treffes etter noen år, arter seg slik, og ikke på stikk motsatt vis, på dette bygger et hvert sivilisert samfunn sine fundamenter, hadde han ofte tenkt, ikke minst i de siste åra.

Ensomhet, sier du. Det er greit med litt ensomhet bare det ikke blir for mye. Da åpner jeg døren og roper ut i natten: kom inn kom inn – her er ensomhet nok for to! ja for fire! Og på riktig ille dager brøler jeg: her er ensomhet nok for et helt orkester!

høfligste af alle Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og Dagbog havde jeg

Faktisk burde journalister holde sig langt væk fra journalistuddannelserne og studere noget ordentligt. Ja, faktisk burde vi nok helt lukke de journalistiske uddannelser, så de, der sidenhen bliver journalister, først har taget en rigtig uddannelse om noget. Jeg siger ikke, at enhver kan lære at skrive godt, sådan er det overhovedet ikke, men det er en vigtigere sandhed, at enhver ikke kan lære at tænke uden at have siddet på sin røv og læst bøger i nogle år.

Overlad hadet og bitterheden til dem der ikke er stærke nok til at elske.

Perler for svin: «Kast ikke perler for svin» er en formaning i Bergprekenen, som er referert i Matteus-evangeliets kapittel 5–7. Det betyr at man ikke skal gi noe verdifullt til en som ikke verdsetter det. Men det er en snever fortolkning, og hele setningen lyder (Matteus kap. 7, v. 6): «Gi ikke hundene det hellige, og kast ikke deres perler for svin; de vil bare trampe dem ned, vende seg mot dere og rive dere i stykker.» Hunder og svin var dyr som på Jesu tid ble ansett for å være urene i Midtøsten. Følgelig kan utsagnet tolkes som både nedlatende og diskriminerende. Det kan brukes selvironisk, og da er det mer forsonende: «Å spandere så dyr vin på meg og min primitive gane er å kaste perler for svin.» Bergprekenen, og svært mange andre tekster i Bibelen, inneholder metaforer (språkbilder og sammenligninger) som vi finner i en rekke språk og kulturer, ofte uten at brukerne har noen anelse om opprinnelsen. Amerikaneren Stephan Pastis (f. 1968) kjenner nok opprinnelsen til akkurat dette uttrykket: Han lager tegneserien Pearls Before Swine, som er gjengitt i Aftenposten.

Greit nok at man er småbarnsforelder, men å sitte på fest og prate innbitt om at man skal se Fantorangen live til sommeren, nei der går grensen.

Ola gjekk etter systrene ut, og så gav han seg til å følgje dei det første stykket, enda Sara kom ut på trappa og ropte etter han og ville ha greie på kvar han hadde tenkt seg. – Til sommarfjøset! sa Ola, han skulle berre hente eit reip. – Reip har du nok av her heime! sa Sara. Men dette var det finaste, ropte Ola, så dette reipet ville han henge seg i.

Den spinkle mannen, han hadde så kvit hud at ein aldri skulle tru han nokon gong hadde smakt sol, og dei kunne ikkje la vera å legge merke til det, reiskapen hans, gut, dei snakka om det, han hadde høvdingreiskap, han Gørvell, det var nok ikkje usant at han var av ei høvdingslekt i Finland.

Vi kan ikke bliv ved med at blæse og have mel i munden. Vi må søge nye veje. Vi må indse, at stress, når alt kommer til alt, er den eneste faktor, der fortæller os, at nok er nok. At der trods alt er grænser for den menneskelige formåen.

For selv om du tilbringer livet med å jage opplevelser, lytte til den mest utsøkte klassisk musikk og bli full av fantastisk utsikt over fjell og fossefall,er alt dette ikke verdt en krone hvis du ikke deler det med noen. Alt beløper seg til det. Sant nok, vi må oppleve de fleste ting i ensomhet for å vokse,skape, ødelegge og vokse igjen, men vår glede når en terskel i isolasjon. Deter det verste som kan skje å bli en øy. Man må bli hele verden.

At the door, I was asked to sign in and put down my next of kin details. Hang on a second, how dangerous can a computer course be? I wasn’t even asked for NOK details when I had been smashing people’s doors in during drug raids or been policing some violent football stadium clash. Were we going to be sitting typing with our feet in a bowl of water or something?

Det er nok av tid, minst tyve år til pensjonen, tenkte han og la et par edderkoppkabaler til.

Så dukket det opp et lurt glimt i øynene hans. En kamelhistorie var på vei, Carl kjenta lusa på gangen. «Du må huske på historien om kamelen som trodde den var en struts, men fikk sand i øynene da den ble forskrekket og stakk hodet ned i den.» Carl ristet på hodet. Hvis man la sammen alle de kamelene og dromedarene som Assad i tidens løp hadde belemret ham med, ville ikke Sahara vært stor nok.

[...] als ge de roman vergelijkt met het Leven ziet ge dat het niet veel meer is dan lap-en-vliegwerk, en heeft het de meer dan frappante gelijkenis met de acrobatie van de clown die de koorddanser achternakomt, maar ginds in de hoge nok van het cirkus, al wankelend en al bewust gekke gebaren makend, eveneens plots kan uitglijden ...

Grub, his adopted son Admiral Nok Commander Alardis Nil, a Wickan warlock Nether, a Wickan witch Temul, a Wickan of the Crow Clan (survivor of the Chain of Dogs) Squint, a soldier in the Aren Guard Pearl, a Claw Lostara Yil, an officer in the Red Blades Gall, Warleader of the Khundryl Burned Tears Imrahl, a warrior of the Khundryl Burned Tears Topper, the Clawmaster MARINES OF THE 9th COMPANY, 8th LEGION

Hvordan var maten?», «Hvordan har du det?», «Hvordan var ferien?» – svaret er nesten alltid noe slikt som «bra», «greit nok» eller «ikke så verst

leser teksten til ei sinna og oppgitt jente på internett som har fått blåst ut som har fått tømt seg skikkelig og hun bruker det engelske ordet rant tiraden eller breisida er slutt rant over står det og så slår det meg at det funker å si det samme på norsk begeret var fullt nok var nok ble for mye

Jeg må vist med rette konstatere, at een ulykke sjældent kommer alene. Tabet af mine elskere smerter mig ikke - Eftersom de allerede havde skænket mig så meget at der nok ikke var mere at hente. Men med eet slag igen at være fattig, det gør ondt. Dog, hvad stiller man op med tilfældet-? Det er ikke hver dag nogen stjæler fra een, og så længe der findes nye mænd, hvis stolthed kan få dem til at falde på knæ for os, vil der osse findes nye muligheder-!

– Det er noko eg må bekjenne for deg, sa han. – Så alt blir rett. – Eg veit ikkje om eg vil høyre det, sa Beret Anna. – Du må høyre, elles får eg ikkje fred. – Kom med det, sa ho. – Eg tok imot ein kyss frå Serianna, sa han, – da eg var ute i øyane. – Var det derfor ho kom hit? – Nei, det var fordi du trong hjelp. – Eg var ikkje bra nok for deg! ropte ho. Og så skreik ho så det gjekk gjennom marg og bein. Om morgonen spurde Anna: – Kven har klora deg opp i ansiktet, far? – Det var katten, sa Anton Edvard

Verden er så usigelig stupid og kjedelig, jeg skrur den av. Kanskje er det dette som redder meg, at selv om jeg er full av selvhat og følelsen av å aldri være bra nok, setter jeg mer pris på mitt eget selskap enn noen andres. Kanskje er det derfor jeg er så vanskelig å komme inn på, dersom jeg er det. Enten skammer jeg meg for mye til at jeg vil dele meg med noen, eller så liker jeg meg selv for godt til at jeg synes noen fortjener meg.

Jo, men hva er omsorg? Hva er humant? Se på dette stedet; her tvinger vi folk som ikke vil leve, som koster staten millioner i utgifter hvert år, til å være i live. Noen har vært suicidale i flere år, og med god grunn, må leg legge til. De har gjort forferdelige ting. Men hver gang de endelig har klart å gjemme unna nok tabletter eller har et par minutter for seg selv med et skarpt verktøy lett tilgjengelig, braser noen inn til dem og sender dem på akuttpsykiatrisk. De får ikke lov til å dø. Er ikke det sprøtt? Vi tvinger folk til å leve et liv de ikke kan utholde. Er ikke det en form for tortur?

Jeg utfører mine arbeidsoppgaver fordi jeg tror på det systemet vi har, altså et system der folk som ikke har like gode forutsetninger som meg selv, blir ivaretatt og får hjelp og støtte. Jeg abstraherer kjærligheten min, sender den inn i systemet, og får ut konkrete arbeidsoppgaver som jeg utfører. Så i den grad jeg viser omsorg, viser jeg den gjennom handlingene mine. I handlingene mine er det kjærlighet, i de arbeidsoppgavene som utdannelsen min har gjort meg i stand til å praktisere, det kan jeg være med på. I systemet er det omsorg. Men jeg har ingen personlig omsorg for disse menneskene. Jeg prøver å si til meg selv at det er det som er min rolle. At det er nok. Å legemliggjøre statens omsorg for sine innbyggere.

Personalets forhold til brukeren må både være nært og intimt for at det skal oppstå en fortrolighet. Og samtidig må de opprettholde en profesjonell distanse fra hvor de kan bedømme handlinger og hendelser objektivt. Men det betyr jo ikke at en "ekte" relasjon ikke oppstår. Forskjellen mellom personalet og brukeren er at når personalet går hjem at de et eget liv de forvalter, mens for brukeren er personalet også en del av deres private relasjonelle sfære, så å si. Den relasjonelle investeringen er derfor naturlig nok betydelig høyere for brukeren.

De er ikke nære venner, jeg er ikke god nok til å snakke med folk til å ha nære venner, og så er det det at jeg bruker all tid på meg selv, noe folk merker, selvfølgelig, slik at ingen går det siste stykket. Forsøker noen, trekker jeg meg som regel unna. Slik er din far, litt menneskesky, ikke fordi jeg nødvendigvis vil, men fordi det har blitt slik, og fordi det livet, alene forran tastaturet og skjermen er enklere. Så da vil jeg det vel kanskje egentlig likevel? Det er ingen god kvalitet, ingenting man vil se i et menneske, men det vil bli en del av ditt liv, og jeg tror det er derfor jeg skriver det, som en slags apologi til deg, når du en gang leser dette. For jeg vil jo at du tenker godt om meg da. Og at du tenker godt om oss, denne sommeren vi hadde det så vanskelig.

Papras­ti žmo­nės tvir­tai lai­ko­si sa­vo nuo­mo­nės ir to­dėl re­tai pranoks­ta ki­tus. Ta­čiau bū­tent po­kal­bis su žmo­gu­mi yra pir­mas žings­nis jį pra­nok­ti.

Og så held han på der borte, i fire og fem timar, den store mannen, som sett frå huset blir ein liten figur i det fjerne, mot austhimmelen. Han sår ei vending og nok ei vending og enda ei vending med såmaskinen.

Men det første som skjedde, var at den tilkomande svigerdottera, som Beret Anna hadde kalla Krestine med trykk på den første stavinga, helst ville bli kalla Kristiine! med trykk på andre staving, og det sa ho frå om, rett nok på ein vennleg og førekomande måte. Dei prøvde å innrette seg, men det var ikkje lett, og enda meir forundra var dei da Kristiine, som dei sa til kvarandre, gjekk i gang med å grønsåpevaske alle rom i den delen av huset som skulle bli hennar og Knuts heim.

Imidlertid sad Fru Fanny og kjedede sig. Lille Christian Fredrik var sendt ud med Barnepigen; Gaden var afskyelig, støvet, varm og fuld af simple Folk, som gjorde Lørdagsindkjøb; — Fruen gad ikke se ud. Lænet helt tilbage i sin blødeste Stol sad hun og gabede foran Speilet: skulde hun tage Madeleine med til Byen imorgen — der var gaaet nogle Dage siden hendes sidste Besøg — og heller resikere at blive staaende som Skjæmbræt; — eller skulde hun begynde for egen Regning? — ja hvorfor ikke! — men han kom jo aldrig indom, naar Madeleine ikke var i Byen — aa! man kunde gabe sine Kjæveben af Led! Da han nu pludseligt traadte ind i Stuen, gik der et Stød gjennem hende; men hun blev liggende i Stolen og rakte ham sin venstre Haand, som var nærmest: „Velkommen — Hr. Kandidat! — jeg sad just og tænkte paa Dem i min Ensomhed.“ „Det var smukt af Dem — Frue!“ svarede han og satte sig foran hende. „Ja — hvad kan man ikke falde paa for dumme Ting, naar man sidder saaledes alene —“ „Jeg var ellers ikke det dummeste, De kunde tænke paa,“ svarede Delphin muntert; men det er igrunden sandt, De sidder vist meget alene i den sidste Tid. „Aa ja — hvis jeg nu havde mine Grunde“ „Saa vilde jeg tillade mig at spørge efter disse Grunde.“ „Det var kanske det bedste, om jeg fortalte Dem mine Grunde —“ sagde Fruen og betragtede, opmærksomt Spidsen af sin Fod, som stak frem, idet hun laa tilbagelænet. Hun havde smaa, spidse Parisersko med udskaarne Striber over Vristen, hvor man saa en glat, mørkeblaa Silkestrømpe. „Jeg forsikrer Dem Frue! — at jeg vilde være ligesaa taknemmelig som discret.“ „Madeleine er jo saa ung,“ sagde Fruen, somom hun fortsatte sin egen Tankegang, — „jeg er jo paa en vis Maade forpligtet til at passe lidt paa hende — og —“ „Mon det skulde være saa nødvendigt?“ — spurgte han. „Aa ja! — naar en ung Pige saa naiv som Madeleine kommer i Berørelse med Herrer, der ere, — nuvel! der ere saa behændige som De — Hr. Kandidat Delphin! — saa —“ hun saa paa ham, idet hun stansede i Sætningen. „De gjør mig altfor megen Ære! —“ lo han, „desuden — hvorledes skulde det kunne falde mig ind at benytte mig af —“ „Pyt!“ afbrød hun og trak sine Øienbryn op, „den Snak kjender vi. De er som alle de andre; De tager ikke i Betænkning at benytte Dem af enhver — selv den allermindste Chance — ikke sandt? — vær nu oprigtig!“ „Nuvel —“ svarede han og stod op, „naar De gaar mig saadan paa Livet, saa vil jeg jo tilstaa, at naar jeg ser et Jordbær, som ingen passer paa, saa ta’r jeg det ialmindelighed.“ „Ja — det er just den Graadighed hos Mandfolkene, jeg finder ligesaa farlig som forunderlig.“ „Ih — men Frue! Jordbær ere dog saa fortryllende!“ „Ja — naar de ere modne —“ svarede Fru Fanny. De sidste Ord kom saa blødt som Kattefødder. Georg Delphin var gaaet et Par Skridt henover Gulvet. Han vendte sig hurtigt og fik netop se det sidste Glimt af et Blik, som maatte have hvilet paa ham, mens hun talte. Det var ikke ofte, han mistede sin Holdning i Konversationer som denne; men den Opdagelse, han gjorde eller troede at gjøre, Uvisheden, den forfængelige Glæde — forvirrede ham, saa han stammede, blev rød og stod og stirrede paa hende. Udstrakt som hun laa i den lave Stol løb de bugtede Linier fra det lille Hoved nedover de fyldige Lemmer — helt ud til Spidsen af hendes Parisersko. Hendes Skjønhed var saa fuldt færdig, saa sikker og ubekymret i hvert Led og hver Bøining. Hun forstod, at nu var det nok og reiste sig uden at lægge Mærke til hans Forvirring. „Ved De hvad!“ sagde hun pludseligt og lo høit, „det er dog latterligt, at jeg vil holde Prækener for Dem. Hver faar passe sig selv, og jeg maa gaa og passe en Kjole — jeg haaber, De undskylder. Godaften — Hr. Kandidat! — maatte Deres Jordbær bekomme Dem vel!

Men, - men, - jo mer han så i det, jo klarere gikk det opp for ham, at det, når alt kom til alt, dog var der, - i kjærligheten - og merkelig nok ikke i hans embedskarriere eller stolte opposisjon, - at han hadde levd sitt egentlige innerste, dypeste liv gjennom sorg og glede.

En generation river sig ikke så let løs fra det, der omklamrer den fra de forudgående de generationer; mennesket kommer ikke så let af med det, som er gået det i blodet, som det så at sige har indsuget med modermælken. I folkenes liv findes ingen så bratte overgange. At erkende sin egen skyld og fædrenes synder er endnu ikke nok, langtfra nok; det gælder om at vænne sig af med dem. Men dette er ikke let gjort og går ikke hurtigt.

For Mindet er et træ, gror i Tiden og bliver stadig større og rigere med den. Jo ældre og videre i Sjælen man bliver, jo fuldere Lys falder tilbage paa Begyndelsen. Derfor længes man evigt tilbage efter hvad man besad i Livet, uden Sjæl til at skatte det, naar man er bleven voksen nok til at eje det i Aanden; men da kan der ikke opleves mere.

Ekspedisjonen har nå hatt tre velsigninger og to pujaer. Etter mine beregninger må dette være nok. Vi må være den mest velsignede og beskyttede ekspedisjonen noen sinne.

Ingen har samme ordforråd. Ingen bruker språket likt. Som engelsk er norsk rikt, når man kan - og tør - bruke det. Utprøve det og leke med det. For det kan man med norsk. (...) Ordlek og ordmagi skaper ordglede. Og leselyst. Selv synes jeg ikke at jeg er dristig nok og flink nok til å leke med ordene - men det skyldes meg, og ikke det norske språket.

Mama kommer aldrig til Damaskus igen, og det gør jeg nok heller ikke. Jeg ved godt, at hun vil hjem og hvile side om side med sine forældre og alle dem, der levede før hende, hvis navne jeg aldrig har gjort mig umage nok for at huske. Mamas hjem vil aldrig være mit hjem, og mit hjem bliver aldrig hendes.

1934: Jeg var nyss hjemkommen fra min annen to-års overvintring på Nordaustgrønland, og jeg satt framme i lugaren på m/s «Sælbarden» og tok en avskjedsdrink med noen venner. En gubbe kom stivbeint ned leideren, og det var en av de fløttmennene som jeg mintes fra tia før motorbåtene over Tromsøysundet. -Morn Andreas, hilste jeg. Han glante lenge: -Nei, ka ser æ! Mumlet han bestyrtet. Er ikkje du han der redaktøren, sønn til avdøde sakfører Giæver? Jeg måtte jo bekrefte det. -Herremingud, sukket han, ikkje hadde no æ trudd at mine gamle aua skulle få sjå sønn til sakføraren sitte i ruffen på ei ishavsskute og drikke i lag med mannskapet. Bra at far din er dau, for dette her hadde gjort ham ondt. Han betraktet meg en stund igjen, meget misbilligende: -Unnskyld at æ sir fy fan! Så langt æblet er fallen fra stammen! Men det er vel den nye tid. Det er nok så. Æ skjæmmes på dine vegne, gut!

Og år gikk igjen, mange år. Men når der gjennom hele din barndom flyter en slik elv med leende vann og med slik sang om eventyr og minner, da euer du alle tider en umistelig rikdom. I drømme gjør du som laksen og sjøauren, vender tilbake dit der du ble klekt ut (...). Elva sang i dalen. Den gjorde nok det. Og kanskje var det den gamle sangen også. Det var vel det. Men en slåmaskin knatret som et maskingevær der nede. Og i sinnet mitt sang jo nå mektige villmarker fra fjerne kontinenter. Jeg snudde. Man skal fare varsom med minner og drømmer. Og aldri mer kommer jeg til å fiske i min barndoms klare elv.

Da ble hans øyne åpne , og han forstod. Arg ble han, og han forbød meg å røve reder om våren. Det var stygt når det ikke tjente et vitenskapelig formål og en virkelig interesse. Du har nok ikke den rette ånd, sa han. Og sant var nå det. Men han var et forståelsesfullt menneske selv om han jo ikke hadde arvet noe av nattfolkets blod. Det hadde jeg fra min mors folk. Jeg fikk et nokså ufarlig luftgevær og ble sendt på kråkejakt.

Urko, Crust, Nok, all of them. Quick to fanaticism, willing to do anything and everything to advance the Empire.’ ‘The Empire, or Surly?’ asked Karsa Orlong. ‘Does it not seem just as likely that they were simply using Kellanved?’ ‘A fair suspicion, except that only Nok remained once Laseen became Empress. The others each…drowned.’ ‘Drowned?’ ‘Officially. That cause of death quickly became euphemistic. Put it this way. They disappeared.

Hun sukker. "Vi kunne blitt en fin kjærlighetsroman, tror du ikke?" Han lar blikket hvile på henne. Lenge. De kloke Sankt Bernhardshund-øynene. "Vi passer nok bedre i en ensomhetsroman, du og jeg." sier han til slutt.

Carekê mirovekî belengaz hebû, xwarina wî her tim ji kîsî çak û qencan bû. Rojekê ji rojan mirovekî bi xêra bavê xwe hêkek da wî. Wî jî hêka xwe nexwar, li ber dîwarekî rawestiya, ji xwe re ket nav xeyalên kûr û di dilê xwe de wiha digot; Ez vê hêkê naxwim, ez ê bibim bidim bin mirîşka cîranê me ya kurk, hêka min wê piştî bîst rojan bibe çîçik. Got: Ew çîçîk wê mezin bibe, bibe mirîşk. Mirîşka min wê gelek hêkan bike, ez ê hêkên wê bidim hev, dema kurk bibe ez ê wan hêkan bixim bin. Mirîşka min ê ji min re gelek çîçikan derxe. Paşê çîçikên min ê mezin bibin, ew jî ê bibin mirîşk. Her ku nifşek mezin bû, ez ê dikên wan bifiroşim ji xwe re pê pez bikirim. Digot; pezê min ê zêde bibe, her nifşekî ez ê berx kavirên wan bifiroşim, ji xwe re zeviyan bikirim, ce, genim, nok û nîskan biçînim. Ez ê pê gelek dewlemend bibim û ji xwe re qesrekê avakim û bibim axayê êlekê. Piştî ku ez bibim axa ez ê keça axayê eşîra jorîn ji xwe re bînim, kurekî min ê ji wê bibe, ez ê pê şa bibim û bibêjim; Elo, Elo were milê bavê xwe... Zilam dema ku herdu destên xwe ji bo Elo dirêj kirin, hêka wî ji destê wî kete erdê û şikest.

For her er noe annet som er merkelig men sant: I voksenlivets daglige skyttergraver finnes det ikke noe slikt som ateisme. Det finnes ikke noe slikt som å ikke tilbe. Alle tilber noe. Det eneste valget vi har er om hva vi skal tilbe. Og den gode grunnen til å kanskje velge en slags gud eller åndelig ting å tilbe [...] er at stort sett alt annet du kan tilbe vil ete deg levende. Hvis du tilber penger og ting, hvis det er der du finner virkelig mening i livet, vil du aldri få nok, aldri føle at du har nok. Det er sant. Tilbe kroppen din og din egen skjønnhet og seksuelle tiltrekningskraft, og du kommer alltid til å føle deg stygg. Og når tiden og alderen begynner å vise seg vil du dø en million ganger før de endelig sørger over deg.

Fransk balkong, tror jeg de kaller sånne små selvmordsutvekster, akkurat store nok til å hoppe fra og ikke stort mer.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil klade denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde helt uden at forkrøbles; men det er derfor ikke netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den.

ENGANG VAR JEG DUMDRISTIG NOK TIL AT RÅBE AF GUDERNE NU ER JEG MODIG NOK TIL IKKE AT HÆVE MIN STEMME OVER FOR NOGEN

Den som treng andre mest, har dessverre meir enn nok med seg sjølv.

Jeg har hverken råd eller kræfter til at være stolt lige nu. Jeg er så uendeligt træt af det her. Jeg ruller med resolutte skridt mit sovende barn hen mod caféen, hvor min veninde drikker kaffe. Jeg overvejer at lade som om, jeg ikke har set hendes billede på Instagram, men simpelthen bare er kommet herhen for at drikke kaffe. Jeg tænker, at det alligevel nok er bedst, hvis jeg giver lyd først. Jeg skriver overdrevet henkastet, at jeg er på vej, jeg kunne se på hendes billede, at hun sad ved vandet, at jeg alligevel skulle den vej og er der om et øjeblik. Jeg går så hurtigt, jeg kan. Da jeg er halvvejs, kommer der svar. Hun skriver, at der er ved at gå, hendes barn skal sove, han sover bedst derhjemme.

Det er klart disse unge hadde handlet i god tro, en måtte vel tilgi dem. Skjønt de fleste syntes nok at ungdommer nå til dags var litt vel foretaksomme.

Kirken ligger helt i enden av muren, like ved havet. Den heter … Joanet prøvde å komme på det. – Den heter Santa Clara. – Det er jo heller ikke jomfruen. – Nei, men det er en kvinne. Moren din er nok sammen med henne. Kanskje er hun sammen med en mann som ikke er faren din?

Vi tror at det alltid vil være tid nok til å gjøre ting overfor andre mennesker. Tid nok til å si ting til dem. Og så skjer det noe, og da står vi plutselig der og tenker på ord som «hvis bare»

Et vel utført arbeid er lønn nok

Da han skjønte at Spasskij ikke var nok til å få fred, fortalte han en absurd historie om rovdyret sekretærfuglen – en historie som visstnok skulle illustrere et eller annet om «styre og stell» og den tåpelige generalforsamlingen som hadde ødelagt sjakk-kvelden. Sjakkspillere skal ikke gå på møter. Lama hadde alltid en egen

Fem år senere, i 1995, arrangerte New York på ny en VM-kamp, denne gangen mellom Kasparov og en ung Vishy Anand. Spillestedet var spektakulært nok: 107. etasje i World Trade Center med utsikt over verdensmetropolen. Det begynte bra for Anand som holdt de åtte første partiene til remis før han vant det niende. Foran det tiende partiet fikk ikke Kasparov sove. Tankene hans gikk tilbake til det tiende partiet i VM-kampen i 1978 mellom Karpov og Kortsjnoj.

Kasparov lå og vred seg i senga med en ny idé som måtte analyseres. Han ville følge opp springerofferet i trekk 11 med et nytt offer i trekk 15. Datamaskinene var i 1995 ikke sterke nok til å skjønne planen til Kasparov, men etter å ha kontrollregnet variantene mente Kasparov at han hadde funnet en ny kandidat til «århundrets trekk».

I den accelererende kultur skal man have fødder og ikke rødder. Har man fødder, kan man bevæge sig rundt. Man er mobil, flydende, foranderlig. Man kan løbe, danse og bevæge sig i alle retninger, alt efter hvad der er påkrævet. Har man derimod rødder, er man gået i stå og groet fast. Man kan måske nok bøjes som en plante, men man kan ikke umiddelbart flyttes.

For om nå menneskene synes han Samuel var rar, så må man begripe at han på sin side syntes at alle mennesker var merkelige. Samuel mente nok at Samuel var den eneste riktig vettige i den store uvitende flokk.

Han Samuel har skuet inn i de gamles armod og trøstesløshet. Han skremte seg selv i går, og mot den angsten fins der nok ingen medisin.

Og mange mennesker er nok som makkfisken, når det skal sies. Så sant! Fagre å skue og sånn videre; men rist på dem, så kommer svineriet drøssende fram i dagen. Men Vårherre han lar seg ikke lure av de fine klær og det fjonge oppsyn. Når han ser, så ser han. Og han gransker hjerter og nyrer, samt lever og sjelt og alt hva i mennesket er. Når han altså ser den veien.

-Nåvel, folk sier at du kan stenge blod og ta bort vorter og mangt sådant. Og så tenkte jeg som så at han Nils Persa er kanskje kyndig nok til å få det betjentfjeset rent for filipenser. -Jaså, heter det det også no? Filipenser et bibelsk ord. -Ja, riktig, brevet til filipenserne.

Ho gammelmor Slottet satt på en stein i fjæra og ba til Vårherre. Ved sia hennes sto vesle THomas, og han var så spent at den vesle kroppen hans dirret. Ho besta ba høyt og inderlig forat Han ikke skulle unngå å høre det. De gamle, krokete hendene var knept over en liten kulerund mage. Det var så vidt at fingrene vant i hop, så argt hadde gikta vridd dem til. men det gjorde nok samme nytten. Ho ba og ba så det rant av henne (...); Sild, sild. Penger, penger. Be vakkert vesle Thomas. Måtte Han miskunne og bønnhøre!

The fleet of ships came later, under the command of three madmen – Crust, Urko and Nok – but first to step ashore was none other than Surly and you know who she’d become, don’t you?

Boliginvestering er en forretningsbevegelse som har vokst og avtatt i omdømme betydelig de siste årene. Ironisk nok synes det alltid å være mange mennesker hoppe ombord med besparelser som lager, gull og eiendomsmegling når markedet går opp, og hopper av vognen og forfølger andre aktiviteter når markedet er slumping.

Hvad er du bange for? spørger skoven. Og svaret er let nok. Jeg er bange for at være til grin. Jeg er bange for at have svigtet mig selv. Jeg er bange for ikke at have brugt livets gave godt nok. Jeg er bange for, at jeg har været Bent en dårlig kone. Jeg er bange for, at jeg har været Laura en dårlig mor.

Nå var de to småløpende skikkelsene langt nok borte. Korpela snudde seg og betraktet følgesvennene sine. Han grep mikrofonen og meddelte at nå var det på tide å dra. – Farvel da, og takk for alt.

Vi ble kalt hedninger, og folkene i sør fryktet oss og kalte oss onde. Og av alle nordboere var det vi nordmenn som gikk for å være de verste. Men det var, sant nok, noe eget ved oss. Ingen konge hadde noensinne klart å temme oss, selv ikke Hårfagre klarte det. Paven i Roma lærte munkene sine at vi ikke kunne omvendes fra hedenskapen, for vi var slett ikke mennesker, men ville dyr. Men ville dyr kunne ikke krysset åpne hav slik vi gjorde, og ingen hadde vel reist lenger av sted enn oss. Tåper er de som forveksler fri vilje og mot med umenneskelighet og ondskap!

Kuch log mere qalam se seete hain apne zakhm, Kuch logo'n ko main chubhta hun ek nok ki tarah...