Lykkelig Quotes

Lykkelige mennesker! Det er også noget å være næsten intet.

Forårets horisont Verden er våd og lys Himlen er tung af væde Hjertet er tungt af lykke Lykkelig nær ved at græde.

Jeg har hørt at dersom man smiler uten at noen er til stede, er man lykkelig. Hvilken artigfrans var det egentlig som sa det?

For en tragisk historie! Jeg fatter ikke hvorfor slike eventyr for barn alltid må ende med forferdelse. Jeg tror at hvis jeg noen gang skal fortelle barnebarna mine det eventyret, skal jeg forandre slutten og la dem leve lykkelig alle sine dager. Vi har lov til det, vel, Mabel? Å dikte vår egen slutt og snu sorg til glede?

Han er kanske likeså lykkelig som vi andre, han trænger litt mat, nogen klær og et helgenbillede; men den lille stemmerett i landsbyen er ham kanske ikke det kjæreste i verden...

Ja, det var blitt ungeskrik og grøt og bæsj i huset igjen. Og Eva var lykkelig. Vi var heldige som fikk et barn til. Ikke bare fikk jeg en sønn, jeg fikk også en søster samtidig. Far, som hadde giftet seg med sin Gro på gamle dager, fikk en datter som de kalte Mari. Så Mari ble jevnaldrende tante til Peder, og Gro var jevnaldrende med meg og 7 år yngre enn Eva.

Idet hun forsigtigt havde banet sig vej gennem græsset, da hun med ét kommet til en lysning midt inde i det, en ganske lille åben plads, som en alkove med gyldengrønne omhæng. Hun havde pludselig følt, at hun her var lige i hjertet af sit kongerige, hun var blevet så lykkelig bevæget derved. Ak, mon hun kunne finde det hellige hemmelighedsfulde sted igen? Hvis hun fandt det, ville hun stå ganske stille derinde, skjult for hele verden.

Derfor vil vi heller stille det mindre pretensiøse spørsmålet om hva menneskene i sin atferd selv stiller opp som mål og hensikt med livet, hva de krever av det, og hva de vil oppnå med det. Svaret her er neppe til å ta feil av. De streber etter lykken, de vil være og forbli lykkelige. Denne streben er tosidig med et positivt og et negativt mål; på den ene siden viker vi unna for ulyst og smerte, på den andre siden ønsker vi å oppleve sterke lystfølelser. I overensstemmelse med denne spalting i målsettingen streber menneskene i to retninger, alt etter som de søker å virkeliggjøre det ene eller det andre målet. Det er som man ser ganske enkelt lystprinsippets program som her settes opp som hensikten med livet. Allerede fra begynnelsen av behersker dette prinsippet det sjelelige apparats ytelser. Om prinsippets hensiktsmessighet kan de ikke være noen tvil, og likevel er dets program i strid med hele verden, med makrokosmos såvel som med mikrokosmos. Det er overhodet ikke gjennomførlig. Hele altets innretninger motarbeider det, og man føler seg fristet til å si: Den hensikt å gjøre mennesket «lykkelig», er ikke med i «skapelsesplanen». Hva man i engere forstand kaller lykke, skyldes den plutselige tilfredsstillelse av et lenge oppdemmet behov og er derfor i sin natur mulig kun rent episodisk. Enhver konstans, enhver vedvaren i en situasjon med utspring i lystprinsippet, gir bare et lunkent velvære. Vi er slik innrettet at vi bare kan nyte kontrasten intensivt, selve tilstanden blir svak i sammenligning. Våre muligheter til å oppleve lykke reduseres på den måten ved vår konstitusjon. Ulykken lar seg nok langt lettere erfare. Fra tre sider truer lidelsene oss: Fra vår egen kropp, som går mot forfall og oppløsning og som varselsignal ikke mangler smerte og angst, fra omverdenen, som kan rase mot oss med overmektige, ubønnhørlig ødeleggende krefter, og endelig fra forholdet til andre mennesker. Den lidelsen som kommer fra den siste kilden, føles muligens sterkere enn noen annen.

Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, so ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og ved du hvorfor? Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet obdager længslen, og ved du, hvad den matematiske udtryk for længslen er? Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler, man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskerne. Og mellem tallene. Og ved du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. Det hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke der. Den vil overskride fornunften. Den tilføjer en operation så absurd som røduddragning. Og får de irrationelle tal. Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle, har man de reelle tal. Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Horisonterne. Man drager imod dem, og de bliver ved med at flytte sig.

Men hvis man er lykkelig i det lette, lykkelig i det overfladiske, hvorfor gå inn i kampen med forestillingene og de forpliktelser det gir? Hvorfor alvor, hvorfor tyngde, hvorfor inderlighet og arbeide når det også alltid fører med seg smerte, plage, angst og usikkerhet?

Hun skottet bort på Agatha Christie-boken igjen, tok den til seg og bladde litt i den. Alt var så enkelt, så oversiktlig. Et samfunn eller en familie blir rystet i grunnvollene av et mord. Miss Marple kommer inn i bildet, samler informasjon, analyserer situasjonen, avslører morderen, og harmonien blir gjenopprettet. Et nøye regissert univers, stringent og gjennomsiktig. Og enkelt å navigere i. Hun skulle ønske at noen kunne ta regien på hennes liv på samme måte og ordne det slik at alt fikk en enkel, logisk og lykkelig løsning.

Hun gik ud til sangsvanerne, og der satte hun sig som amerikaneren satte sig på Lønborg Hede: Hun afgav suverænitet, kom til sig selv, lagde menneskene bag sig og var lykkelig i sine gule træsko.

Hjertet mitt banket, for jeg stod ikke bare på bunnen av en skog med himmelen over meg langt der oppe, jeg stod også på bunnen av meg selv og så opp i noe lyst og åpent og lykkelig.

Undskyld, Aksel. Undskyld, at det er endt sådan her. Undskyld, at jeg var den, jeg var til sidst i vores forhold. Undskyld, at vi gled fra hinanden. Undskyld, at jeg gled fra dig. Undskyld, at jeg ikke kunne gøre dig lykkelig. Undskyld, at jeg ikke særlig tit sagde, jeg elskede dig. Undskyld, hvis du ikke følte dig værdsat. Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev, som du ønskede. Undskyld, at jeg skældte ud. Undskyld, at du døde. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.

Jeg kunne rigtig godt lide Henrik, men nogen gange var han lidt for lykkelig til min smag, lykkelige mennesker han ingen situationsfornemmelse.

Var jeg i stand til at være lykkelig i min ensomhed? Det regnede jeg ikke med. Var jeg i stand til at blive lykkelig i det hele taget? Den slags spørgsmål tror jeg man gør klogest i at undgå at stille sig selv.

Den, der ikke befrier sig, fra en jegbevidsthed, der giver sig udslag i stive identificeringer, lever i evig angst for at miste det, der er ‘jeg’. Det gør ham ikke lykkelig, men til gengæld fanatisk med hensyn til at rejse mure og opstille trossætninger. Han vil beskytte det, han identificerer sig med. Mod hvad? Mod forbundetheds-bevidstheden. Det, vi værger os kraftigst imod, har ofte den største lykke parat til os. Så længe vi identificerer os med et eller andet, giver det ingen nydelse; der ligger for megen angst i vores omklamring. Men i samme nu vi giver slip på det i vores indre, slipper vi også vores nydelse fri.

Ingen var så udsat for disse dæmoniske skyggers harske ånde som en nyfødt pige, og Gawhar priste sig lykkelig ved tanken om, at de allerede nu tretten dage efter fødslen skulle indvie hende i Allahs navn og ære, så han med sin storhed kunne beskytte pigen mod al den ondskab, der svævede frit omkring dem alle både dag og nat.

Jeg følte en styrke i mig, som ville få mig til at leve hver time af dagen med intensitet og interesse. Jeg havde fundet en barok, ulogisk, men solid sammenhæng, der passede mig som fod i hose. Denne helhed i min tilværelse, denne sammenhørighed mellem mine nætter og mine dage, tillod mig at bevæge mig hen mod andre, at møde dem, at lære dem at kende, ofte at forstå dem og, af og til, at elske dem og blive elsket af dem. Jeg var lykkelig, jeg havde selvtillid, jeg vidste, jeg nok skulle komme til vejs ende.

Hun var ikke blå himmel og høj sol. Hun var et uvejr der langsomt trak op.

Hvorfor har jeg denne følelse af at du skal til at ødelægge mit liv?

Børn af underklassen. Konger af de boligområder andre unge blev bedt om at holde sig fra. Vi var bunden af samfundets fødekæde, og vi vidste det.

Jeg drømmer om dig i farver der ikke eksisterer

Jeg kan forvandle dig til poesi, men jeg kan ikke forvandle dit had til kærlighed.