“
Mila vred sin hjerne over, hvor tyk, grim, svag og bumset, hun var. Pinte sig selv med, at hun havde svært ved at finde sine egne tanker, følelser og ord. De havde gemt sig et sted langt inde i hende, og de turde ikke komme frem af frygt for at blive misbrugt og udnyttet. De eneste tanker, der altid var der, og som vovede at stå frem, tilhørte Erica. De fandt hende altid, uanset hvor hun gemte sig.
”
”