Staar Quotes

Det sætter en søt Stripe gjennem mig fra øverst til nederst naar Solen staar op; jeg kaster Børsen paa Akslen under en tyst Jubel.

Hvad enten man i mange punkter deler mit syn eller ikke, om jeg end ikke finder alt bestaaende saare godt, og selv om jeg skulde vise den svaghed at føle sorg over et synkende folk, som kanske ikke staar til at redde, da det allerede er stukket af vor civilisations giftige braad, saa trøster jeg mig med, at det ikke kan forværre dette folks kaar, og haaber, man vil opfatte mine bemerkninger i samme aand, som de er skrevne.

Bloed op ’n blom. Goed. Om ’n lang storie kort te maak. Ek staan hier met my hakke teen die voetenent van haar graf en die kort loop teen my voorkop. My duim is op die sneller. My wysvinger op die hamer. My hand ruk onder die gewig. Maar ek hou hom lynreg gerig. Solank Moses sy hand opgehou het, was Israel die sterkste en wanneer hy sy hand laat sak het, die Amalekiete. Is dit U sagte hand hier onder my elmboog vandag? Want dit help net mooi niks. Die dêm ding raak swaar. Hoe lank staan ek al hier? Hoeveel vrae gevra? Hoeveel antwoorde gekry? Niks. Time-fokken-out. Tyd het nog nooit so min beteken, na so min geruik of so sag geklink nie. Tyd was nog nooit so ontydig nie. Dalk proe tyd na die binnekant van jou mond, na die laaste ding wat daar deur is. Soos ’n vloekwoord. ’n Sug. Of ’n naam. Ek rol my tong een keer deur. Nog ’n sintuig klok uit. As ek haar naam net mag proe. Maar dis nie meer daar nie. Daar is niemand wat sal kom as ek haar naam roep nie. En dis my skuld. En ek kan net nie daardie kruis alleen dra nie. Ek is nie Job nie, Ma. Ek kan nie toekyk terwyl die gode deals maak onder my neus nie. Die lyn wat Goed en Kwaad skei loop eintlik dwarsdeur elke mens. Deur my ook, sê jy. Maar links hou op ’n tiekie is sommer baie inspanning vir ’n ou sonder ’n plan B. Ek wil nie meer nie. Beproewinge bevry my nie soos vir Job nie. Dit beleër my. Rampe maak my nie sterker nie. Dit troef my. Ondervinding bevry ander, maar maak my swaarder. En ek voel my omsingel vandag. Fyngedruk soos ’n mot. Die gode het gewen. Ek glo nie meer in dinge-sal-regkom nie. Ek het my geloof in God en goeie vooruitsigte so saam-saam verloor. My verhemelte wil die heil en onheil nie meer onderskei nie. My hemele stuur die Eliaswolke en reënnewels tegelyk. Ek kyk nie eers meer op nie. Dis nie dat ek nie weet nie. Dis dat ek te veel weet maar die deugde nie uitmekaar kan ken nie. Om jouself om die lewe te bring is soveel anders as om iemand anders dood te maak. Soveel moeiliker. Jy weet, selfmoord is sneaky. Die een helfte van jou brein probeer jou oorreed dat die ander helfte lieg. Links priem jou met redes om te gaan en regs por jou om te vertoef, soos vir ’n loopdop. Maar dié koeël sal my kwytskeld. As jy in die kort loop van ’n .38 Special staar, kan jy die merkies op die stomp loodpunte van die ander vier patrone sien. Nie dat ek hulle ooit nodig sal kry nie. Op hierdie afstand sal een koeël meer as genoeg wees. Ek kyk vir oulaas om. Ag. Die blomme. Ek laat sak die rewolwer, draai om en haal die mooi ruikers van die groot grafsteen af. Ek kyk rond. Daar is niemand nie. Net die denne. En ’n duif wat roekoek. Dis jammer. Ek wil vir iemand sê mens bloei nie op blomme nie. Wat ’n gedagte moes bly, glip toe uit. Die duif vlieg met trae vlerkslae weg. Mens bloei nie op blomme nie.

Du tilmed og aldrig saa tiilig staar op, At dig jo før høyt over Biergenes Top, Er runden Aurora den røde. End sver jeg, og vidner, at hvilken den Dreng Som opstaar og gaar sig med Solen i Seng, Hand næppelig skal sig forsove; O! Sommer kierkommen til alles Behag, Paa hvilken at Natten lyser som Dag, Og Fugler sin Skabermand love.

Het zijn de nachten die het zwaar maken. Ik doe mijn ogen dicht en het licht gaat al aan in mijn kop. En dat licht is zo fel dat mijn ogen vanzelf weer opengaan en ik naar het donker begin te staren. In feite staar ik naar niks, want er is niks te zien. Niet om uit te houden is dat. De ene mens staat op en loopt rond, de andere neemt pillen, een derde telt schapen, een vierde begint te bidden. Ik blijf liggen en tel de schapen.

[…] Vanskelighederne der tvang dem til at bryde op og flytte er jo nu glemt, og Fremtiden ser de kun i Solen. Men naar disse unge strunkne Kvinder en Gang skal til at skære Halsen over paa hinanden indbyrdes og paa deres Børn, efter at Mændene, de uovervindelige, har tabt et Slag, saa er det en anden Sang; Ingen der har hørt det glemmer let saadan en hylende Lejr hvor et folk gaar under […]. Eller lad dem have Held, de unge Krigere, hvem Blodsudgydelse og Rov staar ud af Øjnene, de skal blive Fyrster, Føreren Konge og Ætterne Landenes Adel hvor de kommer hen, men betale skal de ogsaa hvad det koster, Brodermord, Svig og Vold i Aarhundreder, Magten er dyr, og den opæder Sjælen, som den opæder Slægten, det gør Magten, men hvem har nogensinde sagt Nej til at modtage den? Hvornaar har man hørt Bønder blive ved Jorden?

Men inde i Skoven er der lukket, med alt Løvet trukket for, en hvilende Luft som i et Sovekammer, tung af Duft. Lys begynder at trænge ind gennem Løvtaget, gyldengrønt, og nu vaagner Fuglene. En efter en knirker de, skjult under Løvet, fra tusind Reder, et rugevarmt søvndrukkent Kny, som snart bliver mangestemmigt og stiger, indtil der staar et samlet, mægtigt Fuglekor over Skoven. Og solen staar op, som en dyb Glød i Grunden af Skoven, Ildbundter op mellem Træerne, en blændende verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild, hvori Solen gaar, den stiger og er snart fri af skoven; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa. Lys og Dug og Morgenstilhed over Alverden!

hallo hallo oud ijzer koper zink en lood doe uw raam open smijt alles buiten staar naar bomen ook een einde is een begin