“
Et par gange havde vi gået ekstra ture ind i de små byer og tjekket nogle huse ud, der lå lidt fra søen. Der var et sted, der trak i mig, hver gang vi gik. Det lå lidt fra vandet, måske nogle hundrede meter inde i landet, og en lille asfalteret vej ledte fra syd mod nord i området, mens en større å krydsede igennem området fra øst mod vest ud i søen. Der lå syv huse i umiddelbar nærhed af hinanden, og det var Bulderbyhuse i ægte Lindgren-stil. Der var små folde, hvide hegn, køkkenhaver og frugttræer. Vi havde rekognosceret området flere gange, og vi var sikre på, at der ikke var mennesker tilbage i nærheden. Det var oplagt, at vi skulle slå os ned der, men det gav ingen mening uden de andre.
Uden de andre. Det var der, vi var nu. Uden de andre. Det var kun Haady og mig, og derfor trådte plan B i kraft.
Vi forlod Gissen sø til fordel for Vimmerby og håbet om at finde strøm og net og ødelægge Beredskabet indefra. Vi pakkede tingene sammen i hytten og satte kurs mod byen. Der var knap tyve kilometer, men det føltes som at gå ind i en helt anden verden efter de mange dage ved søen omgivet af natur og vand. Da husene sluttede tæt om os, stoppede jeg op et øjeblik og snurrede langsomt rundt for at tage det hele ind, denne nye virkelighed, det ensomste menneske i verden.
”Hvad tænker du?” spurgte jeg, selvom jeg vidste, at han var lige så meget på bar bund som jeg, som Mio og Jum-Jum på jagt efter den dybeste hule i det sorteste bjerg. Men vi havde ingen pilefløjter til at hjælpe os på vej.
”Vi finder et godt sted at slå os ned. Det ville være perfekt, hvis vi kunne finde et butikscenter med møbler, tøj og mad i et, så vi kan have alt under samme tag. Der behøver vi heller ikke frygte eventuel oprydning.”
Oprydning betød lig. Menneskerester. Hud, hår og knogler. Dyb stank.
Jeg nikkede samtykkende, tog en langsom snurretur mere for at prøve at regne ud, hvor sådan et center ville være i en by som Vimmerby, hvis de havde et, men Haady kom mig i forkøbet og pegede skråt fremad mod, hvad der på afstand kunne ligne en form for gågade. ”Kom,” sagde han og vinkede mig med.
”
”
Louise H.A. Trankjær (Vi var så blidt i verden)