Lykke Til Quotes

Kjærleiken er den ande som gjer at vi finst til Kjærleiken er den vande som vil og ikkje vil Kjærleiken er ei lykke og han er sorga di, han går der bak eit stykke og så går han forbi Kjærleiken er som lyset, det kjem og det forsvinn Kjærleiken er det gyset som seier tap og vinn

Det kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liten Glæde bemægtige sig en paa en Regnveirsdag og faa en til at gaa avsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og gir sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tenker man paa? En klar Rute i et Vindu, en Solstraale i Ruten, en Utsigt til en liten Bæk og kanske til en blaa Rift på Himlen. Det behøver ikke at være mere.

Er det virkelig slik, fortsatt han for seg selv, at livet dreier seg om å miste glede, at det er en reise som starter i hemningsløs og skingrene lykke, og for hver erfaring man får, så erstattes den av en refleksjon, og dermed forminskes den helt til man sitter der, tømt for all glede, kun bebodd av...tanker?

Han måtte rehabilitere seg ved et bedrag; når han lot gjelde at han var som andre, at han var kommensurabel, så måtte jo stakkaren bruke sin egen målestokk og overtale seg til å tro på den. Han hadde kanskje sin lille lykke ved dette, han hadde iallfall ingen annen. Kunst altsammen altså? Kunst altsammen. Men intet dårlig kunstverk.

Ved å vie seg totalt til noe, kan man også lykkes i å flykte fra det øvrige.

Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkomme og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Mennesker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen?

Derfor vil vi heller stille det mindre pretensiøse spørsmålet om hva menneskene i sin atferd selv stiller opp som mål og hensikt med livet, hva de krever av det, og hva de vil oppnå med det. Svaret her er neppe til å ta feil av. De streber etter lykken, de vil være og forbli lykkelige. Denne streben er tosidig med et positivt og et negativt mål; på den ene siden viker vi unna for ulyst og smerte, på den andre siden ønsker vi å oppleve sterke lystfølelser. I overensstemmelse med denne spalting i målsettingen streber menneskene i to retninger, alt etter som de søker å virkeliggjøre det ene eller det andre målet. Det er som man ser ganske enkelt lystprinsippets program som her settes opp som hensikten med livet. Allerede fra begynnelsen av behersker dette prinsippet det sjelelige apparats ytelser. Om prinsippets hensiktsmessighet kan de ikke være noen tvil, og likevel er dets program i strid med hele verden, med makrokosmos såvel som med mikrokosmos. Det er overhodet ikke gjennomførlig. Hele altets innretninger motarbeider det, og man føler seg fristet til å si: Den hensikt å gjøre mennesket «lykkelig», er ikke med i «skapelsesplanen». Hva man i engere forstand kaller lykke, skyldes den plutselige tilfredsstillelse av et lenge oppdemmet behov og er derfor i sin natur mulig kun rent episodisk. Enhver konstans, enhver vedvaren i en situasjon med utspring i lystprinsippet, gir bare et lunkent velvære. Vi er slik innrettet at vi bare kan nyte kontrasten intensivt, selve tilstanden blir svak i sammenligning. Våre muligheter til å oppleve lykke reduseres på den måten ved vår konstitusjon. Ulykken lar seg nok langt lettere erfare. Fra tre sider truer lidelsene oss: Fra vår egen kropp, som går mot forfall og oppløsning og som varselsignal ikke mangler smerte og angst, fra omverdenen, som kan rase mot oss med overmektige, ubønnhørlig ødeleggende krefter, og endelig fra forholdet til andre mennesker. Den lidelsen som kommer fra den siste kilden, føles muligens sterkere enn noen annen.

Jeg er noget! Lykke er at gå og vade – op til knæerne i blade. Gå på bare sorte fødder – og så nye gulerødder. Glæde er at se hvordan at – solens gnister rammer vandet. Se de hede luftlag dirrer – der hvor havens guldsmed svirrer. Sneen daler ned i totter – 
er der noget, der er flotter’? Åhr – min tykke snemand vælter – det er fordi hans mave smelter. Jord der lugter, sol i gården – fuglesang – nu starter våren. Giv dit barn natur som gave – førend det har lært at stave. Lyse sjove barndomsminder – er en skat der aldrig svinder. Fik du gode barndomsstunder – går du aldrig rigtigt under. Barnet, som er glad og kåd – siger som voksen: jeg er noget! Fra “Snyd fanden for en taber” af Ole Hyltoft

den [musikken, red.] fik hende også til at ville elske, at underkaste sig kærligheden fra et andet menneske så dybt og inderligt, at spørgsmålet om, hvorvidt hun spildte sit liv, overhovedet ikke kunne komme på tale, for hvad kunne være mere ædelt end at hellige sit liv et andet menneskes lykke og tilfredsstillelse?

[...] og at han la særlig vekt på å gjennomgå Ibsens dramaer med sine elever, da var det den andre kunne si: Ja, Ibsen, ja, han ligger nok for høyt for meg, eller: Nei, du vet, jeg har aldri kommet til å interessere meg for litteratur, og i dette lå det en beklagelse, og den var ikke deres egen, for de var jo så lite interessert i litteratur og Ibsens dramaer at de ikke så noen grunn til å beklage det, hva i himmelens navn var det de skulle beklage, for sin egen del? Nei, det var som samfunnsmennesker de fant det nødvendig å uttrykk denne beklagelse, altså beklagelse som et nødvendig uttrykk for den dannelse ethvert sivilisert samfunn søker å gi sine borgere, og som det, som man ser, i dette tilfellet hadde lykkes med. At enkle samtaler mellom gamle kjente som tilfeldigvis treffes etter noen år, arter seg slik, og ikke på stikk motsatt vis, på dette bygger et hvert sivilisert samfunn sine fundamenter, hadde han ofte tenkt, ikke minst i de siste åra.

Men jeg har vært heldig, tenkte jeg, heldig som har blitt tvunget til å velge bort meg selv, en lykke, for hvis jeg hadde kunnet velge, så hadde jeg vært alene, som mine to kamerater, og vi hadde gått til grunne vi tre, i vår egen frihet. Jeg har valgt meg selv, og jeg kjenner at det ikke gagner noen. Det er lenge siden jeg gråt så lite.

Spiseforstyrrelser er en utagering av psykisk liv. Det er en utagering som viser en konkretisk måte å oppleve seg selv og livet på. Det konkrete og kroppen blir helt sentralt. Følelser av lykke og ulykke og suksess og nederlag knyttes til konkrete opplevelser av kropp og mat.

Sikken et arbejde! Alt var gennemsyret af hykleri og løgne. Selv de allermest banale ord og bevægelser var masker, forklædninger, det rene karneval. Og hvad var der blevet af vores fantasi i alt det? Skåret godt og grundigt ned! Selv børnenes fantasi var næsten væk for at der kunne blive plads for den færdigpakkede fantasi, de blev fodret med i skolen og hjemme. For ved at tale til dem, som jeg gjorde, ved at klæde dem på, som jeg gjorde, ved at leve, som vi gjorde, påtvang jeg dem mine love og regler, mine ideer, min smag. Jeg blev klar over, at jeg var dårlig til at lytte til dem, lyttede meget lidt til dem, og at jeg derfor kendte dem dårligt. Takket være dem begyndte jeg igen at lære at gå, at tale, at skrive, at læse, at regne, at le, at elske, at lege. Det var utroligt spændende, mine dage var alt for korte! Sikken et virvar! Alle døre stod åbne, alle fortøjninger var kastet! SIKKEN EN LYKKE!

Alt det, der er anderledes, skaber angst, fordi det berører ensomhedens sår og lægger sin finger der, hvor vi ønsker at være urørlige og skjulte. Men hvis vi selv beslutter os til at afsløre vores anderledeshed, fordi vi ikke mere kan udholde isolationen, strømmer kærlighed, lykke og befrielse gennem os, af og til endda på trods af, at vi støder på uforstand hos de mennesker, vi har betroet os til. Vi er brudt igennem isolationen, har fundet mod til vores anderledeshed og har, i kraft af den åbne erkendelse af dette skændigste, forvandlet det til den største kostbarhed.

Den, der ikke befrier sig, fra en jegbevidsthed, der giver sig udslag i stive identificeringer, lever i evig angst for at miste det, der er ‘jeg’. Det gør ham ikke lykkelig, men til gengæld fanatisk med hensyn til at rejse mure og opstille trossætninger. Han vil beskytte det, han identificerer sig med. Mod hvad? Mod forbundetheds-bevidstheden. Det, vi værger os kraftigst imod, har ofte den største lykke parat til os. Så længe vi identificerer os med et eller andet, giver det ingen nydelse; der ligger for megen angst i vores omklamring. Men i samme nu vi giver slip på det i vores indre, slipper vi også vores nydelse fri.

Derfor føler uelskede sig senere i livet altid under pres af kærlighedsforventning eller -krav. Den normative spændetrøje, som de er spærret inde i, oparbejder en ubændig trang i dem til at sprænge den. Denne trang er foreløbig ikke gennemlevet. Men hvis de nu gribes af kærlighed til et andet menneske, kan det måske endelig lykkes dem at gennembryde det normative i deres hidtidige liv. Dog har den måde, hvorpå de oplever befrielse fra normerne også noget tragisk ved sig. For baggrunden for lidelserne fra før medfører, at kærligheden for dem ikke så meget er befrielse til et andet menneske, der i sin anderledeshed kunne blive et ledebillede for den endnu brakliggende livsmulighed, som det er befrielse fra undertrykkelsen af de livshæmmende normer, altså mere en befrielse fra fortiden end mod fremtiden. For dem er kærligheden i første omgang et signal til at sprænge gamle lænker og destruere gamle normer. Til en ny livsform er der næsten ikke energi tilovers.