Har Har Gange Quotes

Nyhetene forgifter meg, og jeg merker jeg er sjeleglad for at det kommer en generasjon som er oppfostret på såkalt virkelighetsflukt. For de kommer til å redde ræva til oss alle. De vil ikke vippes av pinnen når problemet blir for stort. De har lest nok dystopier til å vite at regimer kan lyve. Nok fantasy til å vite at enkeltmennesker kan vinne over umulige odds. Nok sci-fi til å vite at framskritt også kan være et skritt tilbake. Og de vet at alle har lik verdi, uansett rase, legning eller religion. Og neste gang noen spør meg hvorfor fantasy er så populært skal jeg svare at det ikke spiller noen rolle, vi skal bare være glad for at det er det. Det er sånne som kommer til å overleve zombieapokalypsen, for å si det sånn.

For en tragisk historie! Jeg fatter ikke hvorfor slike eventyr for barn alltid må ende med forferdelse. Jeg tror at hvis jeg noen gang skal fortelle barnebarna mine det eventyret, skal jeg forandre slutten og la dem leve lykkelig alle sine dager. Vi har lov til det, vel, Mabel? Å dikte vår egen slutt og snu sorg til glede?

„Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende“.

[…] Ja, jeg undte mig ikke en Gang den Forestilling, at jeg hengav mig til Ironiens bittersøde Følelse… nej, for vil De sige mig - hvad har en Solo-Ironi at betyde?

Jeg tror verden har så mange skrik at om de alle brøt løs på en gang, ville verden sprekke som et egg mot stein.

Mamma kalte meg for Snehvit. Hun syntes at alle døde jenter var pene, eller i hvert fall de døende. Hun sa at Snehvit var på sitt vakreste når hun lå forgiftet og ventet på han som skulle redde henne. Typisk moren min å forenkle ting på den måten. Det var bare i eventyrene det holdt å bli reddet én gang.

There is a reason why we admire certain people. They espouse something that strikes a chord within us. Be it their innate talent, drive, wisdom, or attitude, there is a reason we find certain individuals fascinating, and if we can harness that same spark that made them great, perhaps we can achieve greatness as well.

Tankefuldt så han, hvor stille og roligt solen sank i aftenrødens bål, og blev til syvende og sidst enig med sig selv om, at hans liv ikke blot var faldet sådan ud, simpelt og ligetil, men at han var skabt, ja forudbestemt til at leve sådan for dermed at udtrykke muligheden af en ideelt fredsommelig menneskelige tilværelse. Det var faldet i andres lod, tænkte han, at stå som udtryk for tilværelsens mere urolige sider og sætte skabende og ødelæggende kræfter i gang - enhver har sin opgave!

Jeg følger ham med blikket og jeg tenker: Jeg kan se deg, men du kan ikke se meg. Vi kommer aldri til å møte hverandre, men det er noe jeg vil du skal vite. Min tid er ikke den samme som din tid. Våre tider er ikke den samme. Du har din tid og jeg har min. Våre øyeblikk er ikke de samme. Og vet du hva det betyr? Det betyr at tiden ikke fins. Skal jeg si det en gang til? Det fins ingen tid. Det fins et liv og en død. Det fins mennesker og dyr. Tankene våre fins. Og verden. Universet også. Men det fins ingen tid. Du kan ta det med ro.

Det ligger en skog mellom sjøen og Benonis hus. Den er ikke Benonis skog, men en almenning, en stor blandingsskog av bartrær, bjørk og asp. På en bestemt tid om sommeren kommer folk fra to sogn sammen her og herjer og hugger av hjertens lyst; når de er ferdige og de har ført veden hjem ligger skogen stille igjen det hele år og dyr og fugler har atter idel fred. Nu og da kommer en lapp fra et sogn til et annet og går gjennom skogen; foruten dette er det bare Benoni som har sin gang her sommer og vinter. Og Benoni går i tørt vær og vått vær som det faller seg, han er en sterk og fast kar som ikke reddes for hindringer.

Hendes mor er alene hjemme og rydder op i en mappe. Det er den store mappe med papirer, der ligger nederst i stueskabet. Hun trækker den ud på gulvtæppet, sidder på knæ ved siden af. Himlen er meget mørk over Acacia, men hun vil holde op med at give himlen så meget opmærksomhed. Hun er i nattøj, det huer hende ikke. En sky ligner et vandfald. Hænderne ligger i skødet med håndfladerne opad, den ene fod sover. Hun er stærk tilhænger af skråskrift. Hun ser nu, at gulvtæppet har en næsten usynlig sti fra gang til køkken, lyset falder anderledes i luven. Denne sti får hende til at smile, hun fører en hånd op til sin kind.

Hvis du tar til orde for at Europa en gang skal bli fritt for muslimer, tar du samtidig til orde, i beste fall, for en tvangsdeportering av mer enn femti millioner mennesker vekk fra det europeiske kontinentet. I verste fall tar du til orde for voldshandlinger mot en religiøs gruppering som allerede er sterkt utsatt for fordommer og hets. Hvis målet ditt er at islam skal utryddes fra Europa, kan du ikke samtidig påstå at du er fredelig sjel som aldri har hatt som formål å skade noen. Du må skjønne at politikken du forfekter faktisk handler om mennesker. Og du må tåle å bli møtt med motargumenter. At noen motsier argumentene dine betyr ikke at du knebles. Det betyr at du deltar i debatten.

Geissler har vel ingen interesse for svaret og har kanske ikke hørt det, han vedblir: Kjøpe stenene tilbake altså. Siste gang lot jeg min søn sælge, det er en ung mand på din alder og ellers intet. Han er lynet i familjen, jeg er tåken. Jeg er av dem som vet det rette, men gjør det ikke. Men han er lynet, for tiden har han stillet sig i industriens tjeneste. Han var den som solgte for mig sist. Jeg er noget, det er ikke han, han er bare lynet, det snare nutidsmenneske. Men lynet som lyn er goldt. Ta dere Sellanråfolk: dere ser hver dag på nogen blå fjæld, det er ikke opfundne tingester, det er gamle fjæld, de står dypt nedsunkne i fortid; men dere har dem til kamerater. Dere går der sammen med himlen og jorden og er ett med dem, er ett med dette vide og rotfæstede. Dere behøver ikke sværd i hånden, dere går livet barhændt og barhodet midt i en stor venlighet. Se, der ligger naturen, den er din og dines! Mennesket og naturen bombarderer ikke hverandre, de gir hverandre ret, de konkurrerer ikke, kapløper ikke efter noget, de følges ad. Midt i dette går dere Sellanråfolk og er til. Fjældene, skogen, myrene, engene, himlen og stjærnerne – å det er ikke fattig og tilmålt, det er uten måte. Hør på mig, Sivert: Vær tilfreds! Dere har alt å leve av, alt å leve for, alt å tro på, dere fødes og frembringer, dere er de nødvendige på jorden. Det er ikke alle som er det, men dere er det: nødvendige på jorden. Dere opholder livet. Fra slægt til slægt er det til i lutter avl, og når dere dør tar den nye avl fat. Det er dette som menes med det evige liv. Hvad har dere igjen for det? En tilværelse i ret og magt, en tilværelse i troskyldig og rigtig stilling til alt. Hvad dere har igjen for det? Intet horser og regjerer dere Sellanråfolk, dere har ro og autoritet, dere er omsluttet av den store venlighet. Det har dere igjen for det. Dere ligger ved en barm og leker med en varm morshånd og patter. Jeg tænker på din far, han er en av de 32 tusen. Hvad er mangen anden? Jeg er noget, jeg er tåken, jeg er her og der, jeg svømmer, stundom er jeg regn på et tørt sted. Men de andre? Min søn er lynet som intet er, han er det golde blink, han kan handle. Min søn han er vor tids type, han tror oprigtig på det tiden har lært ham, på det jøden og yankee'en har lært ham; jeg ryster på hodet til det. Men jeg er ikke noget mystisk, det er bare i min familje jeg er tåken. Der sitter jeg og ryster på hodet. Saken er: jeg mangler ævnen til den angerløse adfærd. Hadde jeg den ævne så kunde jeg være lyn selv. Nu er jeg tåken.

Jeg kommer med fred,” sagde den og tilføjede efter et langt øjeblik med mere skurren, ”før mig til jeres øgle” (…) ”Den kommer fra et meget gammelt demokrati, ser du”. ”Vil det sige, at den kommer fra en øgleverden?” ”Nej”, sagde Ford (…), ”så enkelt er det ikke. Ikke tilnærmelsesvis så ligetil. I den verden er folket mennesker. Lederne er øgler. Folket hader øglerne, og det er øglerne, der regerer over folket”. ”Besynderligt”, sagde Arthur. ”Jeg syntes, du sagde, at det var et demokrati”. ”Det gjorde jeg også,” sagde Ford, ”og det er det også”. ”Hvorfor skiller folket sig så ikke bare af med øglerne?” spurgte Arthur og håbede ikke, at han lød latterligt kværulantisk. ”Det falder dem ærlig talt ikke ind”, sagde Ford. ”De har alle sammen stemmeret, så de går ligesom ud fra, at den regering, de har stemt ind, mere eller mindre svarer til den regering, de ønsker”. ”Vil de siger, at de rent faktisk stemmer på øglerne?” ”Ja, ja,” sagde Ford og trak på skuldrene, ”selvfølgelig”. ”Jamen hvorfor?” sagde Arthur og gik atter efter præmiespørgsmålet. ”For hvis de ikke stemte på en øgle, var det måske den forkerte øgle, der ville komme ind (…) Nogle siger, at øglerne er det bedste, der nogensinde er hændt dem. De tager selvfølgelig fejl, tager fuldstændig og aldeles fejl, men nogen er jo nødt til at sige det”. ”Jamen, det er jo frygteligt,” sagde Arthur. ”Ved du hvad, kammerat? Hvis jeg havde fået en altariansk dollar for hver gang, jeg har hørt nogen i en del af universet kaste et blik på nogen i en anden del af universet og sige, 'jamen, det er jo frygteligt', sad jeg ikke her og opførte mig som en citron, der leder efter noget gin. Men det har jeg ikke, og det gør jeg”.

we neared Liverpool’s Lime Street station, we passed through a culvert with walls that appeared to rise up at least thirty feet, high enough to block out the sun. They were as smooth as Navajo sandstone. This had been bored out in 1836 and had been in continuous use ever since, the conductor told me. “All the more impressive,” he said, “when you consider it was all done by Irish navvies working with wheelbarrows and picks.” I couldn’t place his accent and asked if he himself was Irish, but he gave me a disapproving look and told me he was a native of Liverpool. He had been talking about the ragged class of nineteenth-century laborers, usually illiterate farmhands, known as “navvies”—hard-drinking and risk-taking men who were hired in gangs to smash the right-of-way in a direct line from station to station. Many of them had experienced digging canals and were known by the euphemism “navigators.” They wore the diminutive “navvy” as a term of pride. Polite society shunned them, but these magnificent railways would have been impossible without their contributions of sweat and blood. Their primary task was cleaving the hillsides so that tracks could be laid on a level plain for the weak locomotive engines of the day. Teams of navvies known as “butty gangs” blasted a route with gunpowder and then hauled the dirt out with the same kind of harness that so many children were then using in the coal mines: a man at the back of a full wheelbarrow would buckle a thick belt around his waist, then attach that to a rope dangling from the top of the slope and allow himself to be pulled up by a horse. This was how the Lime Street approach had been dug out, and it was dangerous. One 1827 fatality happened as “the poor fellow was in the act of undermining a heavy head of clay, fourteen or fifteen feet high, when the mass fell upon him and literally crushed his bowels out of his body,” as a Liverpool paper told it. The navvies wrecked old England along with themselves, erecting a bizarre new kingdom of tracks. In a passage from his 1848 novel Dombey and Son, Charles Dickens gives a snapshot of the scene outside London: Everywhere

Alain Badiou skriver: «En maksime som er svært populær blant politiske parlamentarikere, særlig de fra ’venstresiden’, er den som sier at ’Politikk er det muliges kunst’. For min egen del postulerer jeg helt eksplisitt at politikk er det umuliges kunst.»6 Slavoj Žižek utdyper Badious poeng ved å si at politikk dreier seg om å endre selve forestillingen om hva som er mulig i en gitt situasjon. En genuint politisk handling innebærer å gjøre mulig det som like før framsto fullstendig umulig. Som eksempel nevner Žižek kapitalismens fall. Per i dag framstår noe slikt utenkelig. Men det skyldes utelukkende at det ikke har skjedd noen sann politisk intervensjon. Så snart det skjer, vil forestillingene om hva som er mulig endre seg fullstendig.7 De folka som til enhver tid mener å vite at «ingenting kan endres», som forteller alle og enhver at de «bare kan gi opp med en gang», som forutsetter at menneskenes hjerter for alltid er dømt til å gå de samme helvetes veiene (brolagt med gode forsetter), de er ikke «nøytrale analytikere», men innbitte forsvarere av det bestående, og konsekvente motstandere av endring.

- Jeg slo en gang mor ihjel. For da hun for hundreogsøttende gang lå i et av surstoff-telene sine på grunn av de vanlige overdosene, og de ringte fra sykehuset for hundreogsøttende gang, da sa jeg: "Ikke ring til meg mer. Jeg vet ikke hvor De ellers vil ringe, og det interesserer meg heller ikke. Hvis hun noen gang våkner, kan De fortelle henne at jeg ikke har tid". Og vet du hva? Hun ble straks mye bedre! Hun sluttet å ta livet av seg da jeg holdt opp å beklage det.

Jeg tænker nogle gange på det, min mor sagde om at vænne sig til ting, og hvor let det er at gøre netop det. Jeg har ikke tænkt mig nogenside at vænne mig til det her, sagde jeg dengang,, men når jeg ser tilbage var det præcis det, jeg gjorde. Menneskets livsvilje er så stærk, at det ikke giver op, før det har kniven for struben. [...] Reaktionerne mod uretfærdigheder må finde sted, mens de er i deres vorden. De burde være kommet i Tyskland i begyndelsen af trediverne. Allerede et par år efter var det for sent.

Men det første som skjedde, var at den tilkomande svigerdottera, som Beret Anna hadde kalla Krestine med trykk på den første stavinga, helst ville bli kalla Kristiine! med trykk på andre staving, og det sa ho frå om, rett nok på ein vennleg og førekomande måte. Dei prøvde å innrette seg, men det var ikkje lett, og enda meir forundra var dei da Kristiine, som dei sa til kvarandre, gjekk i gang med å grønsåpevaske alle rom i den delen av huset som skulle bli hennar og Knuts heim.

Odin talte en gang til menneskene og ba oss gripe det vi ønsker oss i livet. Han sa at dagen vi skal dø, er avgjort allerede før vi blir født, og ingenting kan vi gjøre for å endre på det, annet enn å leve det livet vi har fått, fullt og helt.

En stund gråter hun. Jeg vil tro at det er fordi hun er gravid. En gang sa Munita at gravide kvinner lett tar til tårene. Det har visstnok noe å gjøre med at det dannes så mye fostervann i livmoren at det flommer over iblant.

Vi er endt i et følelseskoldt, menneskefjendsk samfund, hvor kun de, der har magt og indflydelse, betyder noget. Derfor indignationen (...) og når nu vi taler om politik, vil jeg gerne tilføje, at jeg aldrig har forstået, hvordan man i den politiske top kan tale om solidaritet med de lavtlønnede. Ingen mennesker i dette land er jo begunstigede som netop politikerne, og hvordan kan mennesker, som måske tjener 10 gange så meget som arbejdsmand Petersen, tilsyneladende i fuldt alvor tale om solidaritet. Det kunne jeg godt tænke mig at vide (Bech-Nygaard-interview i Morgenposten, 18. juli 1976).

Jo, men hva er omsorg? Hva er humant? Se på dette stedet; her tvinger vi folk som ikke vil leve, som koster staten millioner i utgifter hvert år, til å være i live. Noen har vært suicidale i flere år, og med god grunn, må leg legge til. De har gjort forferdelige ting. Men hver gang de endelig har klart å gjemme unna nok tabletter eller har et par minutter for seg selv med et skarpt verktøy lett tilgjengelig, braser noen inn til dem og sender dem på akuttpsykiatrisk. De får ikke lov til å dø. Er ikke det sprøtt? Vi tvinger folk til å leve et liv de ikke kan utholde. Er ikke det en form for tortur?

1 Der sejler et grønt Billard mellem Borde og Stole. Det vugger i Tågernes Sø, en sommergrøn Ø. Der leges med Kugler, med elfenbensskinnende Sole, og Solenes Gang beherskes af Klang fra Queue'r, som føres, stødes i Fest af Guder i Skjorteærmer og Vest. 2 Og Drukkenskabs-Guder behersker den frodige Ø, behersker Tobakstågers Elv, men ikke sig selv. Den ene almægtige langer den anden en Queue og rammer hans Glas, hvor Almagt har Plads, og Riget og Magten, skabte i Rus, er styrtet med Glassets Kvasen i Grus. 3 Der flammer en Himmel i rasende hvidt for hans Øjne, som svinges et glødende Sværd i tågeblåt Vejr. Han glatter de Krøller, som ned over Panden er strøgne mod Øjnenes Bryn og som i et Syn han ser, at den andens Næse er rød, at rødt er et Mål for Boxerens Stød. 4 Han slår, - og en Valmue breder sin blødende Krone og kysser den vinrøde Mund med Kronbladets Rund og blusser af Varme mod Bleghedens snehvide Tone. Se Valmuens Blod! I Sne har den Rod! Har Sommerens knuste Hjerte mon blødt og trodser den Vintrens Hvidhed med rødt? 5 En Tumlen med Slag imod Arme og Næse og Bringe! Et Øje får dér sin Bekomst! – En Stedmoderblomst får foldet sig ud som i farvede, flydende Ringe mod Næse og Kind og hovner ham blind. En Stedmoderblomst i lilla og blåt står nænsomt lig Storstadsurter mod gråt. 6 I Guder! Nu blusser der Blomster, når I ikke hersker. En større og vildere Gud, hvis sælsomme Bud er Farvernes Blomstring, når hidsigt I slås og I tærsker ser Jubel og Pragt, hvor I kun ser Mangel på Magt. 7 Er Herskeren ikke en grusom Vild, der søger sin Skønhed i Blomsternes Ild?

Jeg mener, at der er lys på den anden side af mørket,” sagde han. ”Jeg mener, at hvad der end sker, så træder vi igen ud i lyset på den anden side. Vores historie ender ikke her.” Hun trak forsigtigt sin hånd til sig og krydsede armene foran maven. Mevarn trak sine knæ op mod brystet og støttede sine arme mod dem. Foran dem var bålet brændt ned til gløder, og ovenover tittede alle efterårets stjerner frem på den sorte himmel. ”Jeg er ikke så god til det,” sagde hun. ”Det der med tillid til lyset. Jeg vil bare gerne have, at det hele går væk og lader mig være i fred.” Mevarn smilede skævt. ”Sådan tror jeg, vi alle har det. Tillid eller ej.” ”Han har levet i mørket i århundreder,” sagde hun undrende. ”Hvordan kunne han holde det ud?” ”Nogle gange kan man udholde utrolige ting for dem, man elsker.” Hun så fra gløderne over på hans mørkeblå øjne og nikkede. Han smilede, og hun mærkede det efterhånden velkendte sug i maven. Et ganske kort øjeblik lænede hun sig over og holdt sin pande ind mod hans, så deres ansigter var helt tætte på hinanden. Hun mærkede hans ånde på sine læber. Så trak hun sig væk, rejste sig og sagde godnat.

Bastian kan åbenbart heller ikke sove. Han vender sig flere gange, sukker, retter på dynen. “Sarah?” hvisker han. Hans stemme er helt lille og tynd i mørket. “Mmmm” “Kender du nogen, der er døde?” “Ja.” “Hvad tror du, der sker når man dør?” Jeg tænker længe over svaret. Hvad tror jeg egentlig selv? Selv om jeg har brugt det meste af mit liv på at afslutte projekter for døde mennesker, har jeg aldrig helt gjort op med mig selv, hvad jeg egentlig tror, der sker. “Jeg tror ...” siger jeg langsomt, “... jeg tror, at verden er fyldt med energi. Sådan en stor, varm, rar klump af energi, der bliver delt ud til alt levende. Og når man ikke er levende mere, så ryger man ... tilbage i puljen.” Han er tavs lidt. “Den tanke kan jeg godt lide ...” siger han stille. Noget tid efter kan jeg høre på hans vejrtrækning, at han sover.

de gamle klærne dine ligger bakerst og nederst i skapet, det eneste som har fått meg til å vente med å pælme dem til helvette er latskap

Dagen begynner. Tiden går, men nå vet jeg at døgnet ikke settes i gang av en motvillig arbeider, det sveives ikke i gang med håndmakt eller åndemakt, det meste er automatisert nå; tiden er en i beste fall rufsete karaokemaskin, femtito album som gjentas inn i uendeligheten, med syv spor på hvert av dem og et elektrisk støt som stikker deg i ryggen i otta, tvinger deg til å gripe mikrofonen og synge av full hals for et gjespende publikum som har begynt å flakke med blikket i retning utgangen.

Kanskje hun prøvde å synge med Whitney og bare ikke kunne? Har du noen gang hørt kameler brøle i kor på et marked, Carl?»

er alle dager like, er det fordi du har glemt å gripe det gode som skjer i livet mens solen går sin gang over himmelen.

- Jeg ville bli skuespillerinne en gang. Jeg tok timer, har jeg fortalt deg det, Kim? - Hvorfor fortsatte du ikke? - Det er ikke alltid livet blir slik man hadde tenkt seg det. Det må du lære også.

De er ikke nære venner, jeg er ikke god nok til å snakke med folk til å ha nære venner, og så er det det at jeg bruker all tid på meg selv, noe folk merker, selvfølgelig, slik at ingen går det siste stykket. Forsøker noen, trekker jeg meg som regel unna. Slik er din far, litt menneskesky, ikke fordi jeg nødvendigvis vil, men fordi det har blitt slik, og fordi det livet, alene forran tastaturet og skjermen er enklere. Så da vil jeg det vel kanskje egentlig likevel? Det er ingen god kvalitet, ingenting man vil se i et menneske, men det vil bli en del av ditt liv, og jeg tror det er derfor jeg skriver det, som en slags apologi til deg, når du en gang leser dette. For jeg vil jo at du tenker godt om meg da. Og at du tenker godt om oss, denne sommeren vi hadde det så vanskelig.

Tenk deg alle menneskene man møter i løpet av livet. Det er så mange. De kommer inn som bølger, renner inn og ut med tidevannet. Noen bølger en mye større og gjør større inntrykk enn andre. Noen ganger fører bølgene med seg ting dypt nede fra havbunnen, ting som de siden etterlater seg på stranden. Avtrykk mot sandkornene som beviser at bølgene en gang har vært der, lenge etter at tidevannet har trukket seg tilbake.

Mens telefonen ringer op, tænker jeg over, at visse mennesker, mennesker der ikke kommer så meget ud, mennesker uden så mange tætte relationer, har en tendens til at tale for meget, når de endelig får muligheden. Sådan er jeg nogen gange.

[…] Vanskelighederne der tvang dem til at bryde op og flytte er jo nu glemt, og Fremtiden ser de kun i Solen. Men naar disse unge strunkne Kvinder en Gang skal til at skære Halsen over paa hinanden indbyrdes og paa deres Børn, efter at Mændene, de uovervindelige, har tabt et Slag, saa er det en anden Sang; Ingen der har hørt det glemmer let saadan en hylende Lejr hvor et folk gaar under […]. Eller lad dem have Held, de unge Krigere, hvem Blodsudgydelse og Rov staar ud af Øjnene, de skal blive Fyrster, Føreren Konge og Ætterne Landenes Adel hvor de kommer hen, men betale skal de ogsaa hvad det koster, Brodermord, Svig og Vold i Aarhundreder, Magten er dyr, og den opæder Sjælen, som den opæder Slægten, det gør Magten, men hvem har nogensinde sagt Nej til at modtage den? Hvornaar har man hørt Bønder blive ved Jorden?

byen er underlig og tryg jeg har været her hundrede gange før

Ikke hvad? Ikke udholde tanken? Ikke være i at have ødelagt det bedste, der nogensinde var sket? Ikke udholde at have forrådt og svigtet? Hun holdt hænderne op foran ansigtet og trak vejret ned i maven flere gange, før hun genvandt fatningen og kunne se på Sigrid. ”Jeg er så ked af det,” sagde hun oprigtigt. ”Jeg har intet at sige til mit forsvar. Jeg så det ikke sådan, da jeg gjorde det, men jeg kan godt se det nu. Det var forkert. Der er ikke mere at sige. Så kan jeg bare håbe, at jeg ikke har ødelagt alt.” Hun kiggede hen på Sigrid, i håb om at der ville være et svar i hendes øjne, en bekræftelse på, at stumperne kunne reddes og klinkes, at der var noget, hun kunne gøre eller sige, der ville gøre det godt igen, men Sigrids ansigt var blankt.

Jeg sover ikke. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet. Jeg hviler mig. Og så falder jeg ned i et mareridt. Nogle gange holder jeg mig vågen med vilje. Men jeg er jo kunstner, så jeg skriver på mine mareridt. Det er min overlevelse. Det er takket være mine ord, jeg har valgt at overleve. Uden mine ord er jeg ingenting.

Dagens eiendomsmarkedsforhold er ikke mottagelige for selskap som ikke er til stede en profesjonell front. Klienter i dag er langt mer oppmerksomme enn noen gang før, og har blitt veldig klar over forskjellen mellom spesialister og amatører. Det er viktig å vite hva som gjør eiendomsmeglingstjenester fast profesjonelt i dette nye miljøet.

vi i låsesmed oslo service fokuserer på å levere service, gode resultater til en fast lav pris slik at du velger oss neste gang også!Vi leverer alle tjenester innen låsesmed bransjen her i Oslo hvis du har noen spørsmål eller ønsker å benytte deg av våre tjenester kan du ringe oss på telefon nummeret 45897649 eller kontakte oss på nettsiden vår Låsesmedosloservice.no. Ikke nøl med å ring så kommer vi hjelper deg så raskt som vi kan her i Oslo.

Andre folk har et liv. De glemmer. De ligger ikke under dynen som henne og samler på øyeblikk. Enda en gang er hun bare en liten flik av en annens liv. Mens han er nesten hele hennes verden.

Vi fik næring af vores forskelle. Vi stillede vores liv op foran hinanden uden nogensinde at kritisere, delte simpelthen godbidderne. Hver gang vi mødtes, medførte vi en last af forskelligeartede oplevelser, som vi sammen fik opstillet en udførlig liste over. Denne forening af vore to liv, er en uvurderlig skat for os, en herlig fest, som vi aldrig kan få nok af. Så på den måde har mine første sider i al fald den fortjeneste, at de åbnede for vores samtaler, hvor vi lægger alt på bordet, hvor vi udtaler vores ønsker, vores hæmninger, vores drømme.

Har du opplevd våren noen gang - fra den gale siden, spurte hun sakte. Jeg mener - har du noensinne kjent, hvor ond våren kan være, mot den som har det vondt?

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . .