“
Fangen véd selv, at han er fange, en udstødt, et deklasseret subjekt, og han kender sin stilling overfor de overordnede. Men hverken brændemærker eller fodlænker, ejheller lænken til væggen, kan få ham til at glemme, at han er menneske. Og eftersom han i virkeligheden ER et menneske, så må han også behandles menneskeligt. Du store gud - man kan jo alene ved MENNESKELIG behandling gøre endog sådanne væsener til mennesker, hos hvem ethvert spor af gudsbilledet forlængst, forlængst er udslettet. Med disse ‘ulykkelige’ burde man omgås om muligt endnu mere menneskeligt end med nogen anden, thi det er deres eneste trøst og styrkelse og bliver deres redning.
”
”