Dyb Quotes

Der kom en vederkvægende ro, en dyb fred og fryd over mig, det var som når en feber ophører. "Her," tænkte jeg, "kan jeg blive.

...havde givet mig dyb modvilje mod mig selv: der var ikke nogen, der kunne elske mig, jeg kunne ikke få nogen til at synes om mig, jeg var kun til at smide væk, afvise. Derfor oplevede jeg alle opbrud, alle genvordigheder, al adskillelse som forstødelse. Bare jeg kom for sent til toget, begyndte tingen af røre på sig. Jeg var et mislykket menneske og derfor mislykkedes alt for mig,

Arimas stemme var dyb og syngende. ”Har I aldrig tænkt på, hvordan alle sagn og gamle historier handler om lyset mod mørket, om det gode mod det onde? Dualiteten er ikke sand, men den er nemmere at forklare. Karawianerne er mørket, men de er også lys. De kæmper mod os, fordi de lever mørket. Selv de mennesker eller andre væsener, der kaldes onde, er af lyset. Alt er lyset, men nogle glemmer det mere end andre. De tog mørket som herre, og det giver dem et formål med livet. Før mørket opstod, var de bare mennesker.” Mayin nikkede på den anden side af bålet, og Soral kiggede hen på hende. ”Der er ikke noget, der af natur er ondt, Mayin,” sagde han. ”Der er ikke noget, der fuldt ud er det modsatte af lys. Som sådan kan man sige, at alt er lys, bare i forskellige nuancer.” Enilia sendte et skævt smil over bålet til Soral. Det var en god måde at sige det på.

Er vi pynt. Er vi det parfumerede julehjerte, har vi en stemme. Jeg kan ikke holde sammen på det længere, kære. Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør. Du skriver ikke til mig, hvorfor, jeg kan ikke undvære dig, skal jeg det. Tænker du det her: Du hænger ikke sammen. Eller: Du er fatal, du er i lommen på dig selv, og lommen er fake, eller den er syet til, vi kan ikke tale sammen længere. Nu taler jeg altså alligevel, følger du med i krimien om søndagen. Vi ser den i pejsestuen på afdelingen, jeg kan godt lide at tænke på, at to millioner mennesker ser nøjagtig det samme som mig, plottet interesserer mig ikke, jeg kan ikke følge med, men jeg henfalder gladeligt i den uforpligtende kollektivitet af blikke, isolerede flokdyr, kan der være fire millioner fedtede øjne i en brønd, det kommer an på, hvor dyb brønden er.

Kjød og blod umulig kan i Guds dyb sig feste, en gudfrygtig, simpel mand bliver her den bedste.

Et par gange havde vi gået ekstra ture ind i de små byer og tjekket nogle huse ud, der lå lidt fra søen. Der var et sted, der trak i mig, hver gang vi gik. Det lå lidt fra vandet, måske nogle hundrede meter inde i landet, og en lille asfalteret vej ledte fra syd mod nord i området, mens en større å krydsede igennem området fra øst mod vest ud i søen. Der lå syv huse i umiddelbar nærhed af hinanden, og det var Bulderbyhuse i ægte Lindgren-stil. Der var små folde, hvide hegn, køkkenhaver og frugttræer. Vi havde rekognosceret området flere gange, og vi var sikre på, at der ikke var mennesker tilbage i nærheden. Det var oplagt, at vi skulle slå os ned der, men det gav ingen mening uden de andre. Uden de andre. Det var der, vi var nu. Uden de andre. Det var kun Haady og mig, og derfor trådte plan B i kraft. Vi forlod Gissen sø til fordel for Vimmerby og håbet om at finde strøm og net og ødelægge Beredskabet indefra. Vi pakkede tingene sammen i hytten og satte kurs mod byen. Der var knap tyve kilometer, men det føltes som at gå ind i en helt anden verden efter de mange dage ved søen omgivet af natur og vand. Da husene sluttede tæt om os, stoppede jeg op et øjeblik og snurrede langsomt rundt for at tage det hele ind, denne nye virkelighed, det ensomste menneske i verden. ”Hvad tænker du?” spurgte jeg, selvom jeg vidste, at han var lige så meget på bar bund som jeg, som Mio og Jum-Jum på jagt efter den dybeste hule i det sorteste bjerg. Men vi havde ingen pilefløjter til at hjælpe os på vej. ”Vi finder et godt sted at slå os ned. Det ville være perfekt, hvis vi kunne finde et butikscenter med møbler, tøj og mad i et, så vi kan have alt under samme tag. Der behøver vi heller ikke frygte eventuel oprydning.” Oprydning betød lig. Menneskerester. Hud, hår og knogler. Dyb stank. Jeg nikkede samtykkende, tog en langsom snurretur mere for at prøve at regne ud, hvor sådan et center ville være i en by som Vimmerby, hvis de havde et, men Haady kom mig i forkøbet og pegede skråt fremad mod, hvad der på afstand kunne ligne en form for gågade. ”Kom,” sagde han og vinkede mig med.

Da hun så op igen, trådte Ilmal ind ad døren og efter ham kom Mevarn. Det gav et sæt i hende, og Calras vendte sig og kiggede på hende. Hun tvang sit blik væk og stirrede i stedet ned i bordet, da hendes ansigt blev blodrødt. Tusind følelser flaksede op som en sværm af sorte fugle, der i et nu lettede fra jorden. Tusind følelser, hun vidste, hun havde, men ikke rigtigt havde erkendt. Mevarn med øjne som havets blå dybder, Mevarn med den varme latter, følelsen af hans hænder om hendes, hans arm om hendes skuldre, nærheden og genkendelsen fra liv før dette. En dyb kærlighed, der fik hendes hjerte til at banke så hårdt i brystet, at det stjal hendes luft i alt for mange øjeblikke.

Men inde i Skoven er der lukket, med alt Løvet trukket for, en hvilende Luft som i et Sovekammer, tung af Duft. Lys begynder at trænge ind gennem Løvtaget, gyldengrønt, og nu vaagner Fuglene. En efter en knirker de, skjult under Løvet, fra tusind Reder, et rugevarmt søvndrukkent Kny, som snart bliver mangestemmigt og stiger, indtil der staar et samlet, mægtigt Fuglekor over Skoven. Og solen staar op, som en dyb Glød i Grunden af Skoven, Ildbundter op mellem Træerne, en blændende verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild, hvori Solen gaar, den stiger og er snart fri af skoven; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa. Lys og Dug og Morgenstilhed over Alverden!

Lidelse og smerte følger altid en dyb erkendelse og et stort hjerte

Lidelse og smerte følger altid en dyb erkendelse og et stort hjerte. Jeg tror at virkelig store personligheder altid må føle en stor sorg over lidelserne her i verden.